Serier

Kriseramt flyselskab kæmper for at opnå enighed om redningsplan

Corona rammer verden
Carsten Spohr, topchef i Lufthansa, har i et brev til de ansatte skrevet, at flyselskabet gør hvad det kan for at finde en tilfredsstillende løsning på dets økonomiske problemer. Foto: PR/Lufthansa Oliver Roesler

Lufthansa-aktien falder 5,1 pct. på børsen i Frankfurt mandag morgen, efter at selskabets administrerende direktør, Carsten Spohr, har udtalt, at luftfartsselskabet vil forsøge at undgå at skulle holde fly på jorden og insolvens i et opgør med selskabets største aktionær over betingelserne i en statslig redningspakke på 9 mia. euro.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det tyske flyselskab er som en lang række andre selskaber hårdt ramt af en brat opbremsning i de globale fly- og rejseaktiviteter på grund af coronapandemien, hvilket har fået selskabet til at vende sig mod den tyske stat for hjælp.

Heinz Hermann Thiele, der ejer aktier i Lufthansa for milliarder, skal mandag til et møde hos den tyske økonomiminister for at diskutere hans indvendinger mod redningsplanen, siger kilder med indblik i sagen til Reuters.

I et brev til selskabets ansatte skriver topchef Carsten Spohr, at flyselskabet er i "intens dialog" med den tyske stat og store aktionærer med det klare formål at finde en "tilfredsstillende løsning" for selskabet og alle involverede parter inden tirsdag, hvor et "ekstraordinært møde med aktionærerne vil blive afholdt".

Lufthansa advarede i sidste uge om, at hvis ikke det lykkes selskabet at få aktionærernes godkendelse til redningspakken, kan det tvinge selskabet til at søge om beskyttelse fra kreditorerne.

Storaktionær Heinz Hermann Thiele har under coronakrisen opkøbt Lufthansa-aktier og siger selv, at han nu har over 15 pct. af ejerskabet i Lufthansa, og at han har tænkt sig at stemme nej til redningspakken den 25. juni.

Reglerne for en sådan afstemning er, at hvis under 50 procent af aktionærerne deltager, så kræver det to tredjedeles flertal at vedtage redningspakken. Hvis stemmedeltagelsen er over halvdelen, kræver det blot et simpelt flertal.

Flyselskabets ledelse har udsendt en advarsel om, at den ikke er sikker på at vinde afstemningen - og at det kan betyde en betalingsstandsning, inden måneden er omme.

Ledelsen oplyste videre, at hvis ikke en anden løsning findes på generalforsamlingen, vil selskabet blive nødt til at søge om konkursbeskyttelse. Det betyder, at selskabet kan standse betalinger til kreditorer, indtil der er lagt en ny plan for overlevelse.

Til gengæld for økonomisk hjælp skulle den tyske stat ifølge aftalen opnå en ejerandel på 20 pct. i Lufthansa. For at få EU til at acceptere den tyske stats støtte til Lufthansa indeholder aftalen også krav om, at Lufthansa skal opgive nogle af sine eftertragtede reservationer af afgangs- og landingstider i store tyske lufthavne.

Storaktionær Heinz Hermann Thiele modsætter sig ifølge Reuters, at den tyske stat får en ejerandel på 20 pct. af selskabet og plads i bestyrelsen.

BRANCHENYT
Læs også