Erhverv

Storaktionær står ikke længere i vejen for redning af Lufthansa

Før stod han i vejen for en statslig redningspakke af det selskab, han selv er storaktionær i. Men nu har Heinz Hermann Thiele skiftet mening.

Over alt i verden som her i Berlin er trafikfly parkeret. Foto: AP/Michael Sohn

Flyselskabet Lufthansa, hvis fremtid har stået på usikker grund, får nu støtte af sin største aktionær.

Heinz Hermann Thiele siger onsdag til Frankfurter Allgemeine Zeitung, at han vil støtte den redningspakke for selskabet, der ligger klar.

Der har tidligere været frygt for, at Heinz Hermann Thiele ville stille sig i vejen for den statslige hjælpepakke på 9 mia. euro, men nu siger han altså, at det ikke er tilfældet.

Det tyske flyselskab, der har over 138.000 ansatte, har været hårdt ramt af coronaepidemien, rejserestriktioner og nedlukningen af verdens største økonomier, hvilket har fået selskabet til at vende sig mod den tyske stat for hjælp.

Redningspakken vil give den tyske stat en ejerandel på 20 pct. og plads i bestyrelsen af Lufthansa.

For at få EU til at acceptere den tyske stats støtte til Lufthansa indeholder aftalen også krav om, at Lufthansa skal opgive nogle af sine eftertragtede reservationer af afgangs- og landingstider i store tyske lufthavne.

Men Heinz Hermann Thiele, der ejer aktier i Lufthansa for milliarder, var uenig i betingelserne for pakken, og var angiveligt til møde hos den tyske økonomiminister for at diskutere hans indvendinger, siger kilder med indblik i sagen til Reuters.

Topchef Carsten Spohr har tidligere meldt ud, at fik flyselskabet ikke støtte til pakken blandt to tredjedele af aktionærerne, ville det tvinge Lufthansa til at søge om konkursbeskyttelse.

Flyselskabets ledelse har ligeledes tidligere på ugen udsendt en advarsel om, at den ikke er sikker på at vinde afstemningen, hvis ikke storaktionæren stemmer for - og at det kan betyde en betalingsstandsning, inden måneden er omme.

Storaktionær Heinz Hermann Thiele har under coronakrisen opkøbt Lufthansa-aktier og siger selv, at han nu har over 15 pct. af ejerskabet i Lufthansa.

BRANCHENYT
Læs også