Erhverv

Byggefirma har rejst sig efter »katastrofalt« år

En håndfuld projekter gik helt galt for Hustømrerne. Det blev dyrt - men nu er der igen overskud.

Hustømrerne har 248 ansatte og afdelinger i både Aarhus, Aalborg og Aabenraa. PR-foto.

Det 101 år gamle byggefirma Hustømrerne, der er et af landets største af sin slags, er lykkedes med en stor turnaround.

En håndfuld fejlslagne projekter, særligt i Aarhus-området, kostede i 2018 et tab før skat på næsten 30 mio. kr. Men nu har Hustømrerne igen overskud, viser et nyt regnskab.

I 2019 tjente byggefirmaet 350.000 kr.

»Jeg er fantastisk stolt og har armene højt i vejret over, at vi i løbet af blot et enkelt regnskabsår har formået at vende udviklingen,« siger adm. direktør Morten Sort Mouritsen.

Fremgangen i 2019 er ifølge direktøren skabt gennem en kraftig oprydning og opstramning på de indre linjer. Samtidig har Hustømrerne forsøgt at skærpe sin profil som fagentreprenør med en stor egenproduktion inden for tømrer- og snedkerarbejde.

»Samtlige medarbejdere har ydet en formidabel indsats, og det er årsagen til, at vi igen har sorte tal på bundlinjen. Men samtidig er jeg ydmyg og meget bevidst om, at der er lang vej, før Hustømrerne er tilbage på det niveau, hvor Hustømrerne skal være,« siger Morten Sort Mouritsen.

Hustømrerne har 248 ansatte og afdelinger i både Aarhus, Aalborg og Aabenraa. Morten Sort Mouritsen har været direktør i cirka halvandet år, og han gik ind i 2020 med forventninger om fortsat fremgang.

Men de seneste måneder har vendt op og ned på markedet i sådan en grad, at de forudsætninger, som Hustømrerne opstillede ved årets begyndelse, alllerede har ændret sig flere gange.

Derfor vil Morten Sort Mouritsen ikke sætte tal på sine forventninger til årets resultat.

»For os er 2020 en lige så hård kamp som 2019. Vi er stadig i gang med at afvikle tabsgivende projekter fra de forudgående år, og vi kæmper hver dag benhårdt for at få nye rentable byggeopgaver ind. Det lykkes vi heldigvis med. Men konkurrencen i byggebranchen er skærpet, og det sætter markedet under pres,« siger direktøren.

Hustømrerne blev etableret som et kooperativ i 1919 og har siden 1982 været en del af JBH Gruppen, der også består af Jorton A/S og A/S Boligbeton.

73 pct. af aktiekapitalen i JBH Gruppen ejes af kollektive fonde for nuværende og pensionerede medarbejdere.

BRANCHENYT
Læs også