Erhverv

Dansk designikon reddet fra konkurs efter dramatiske år

Jacob Jensen Design har fået reduceret sin gæld og tilført ny kapital for at undgå et kollaps.

Erhvervsmanden Lars Kolind er hovedaktionær i Jacob Jensen Design. Foto: Gregers Tycho

Det danske designikon Jacob Jensen Design har været gennem nogle tumultariske og dramatiske år.

Først blev arvingen Timothy Jacob Jensen fyret som adm. direktør under en rejse til Thailand, og dernæst blødte virksomheden millioner af kroner. Nu skriver Skive Folkeblad, at Jacob Jensen Design netop er blevet reddet fra en konkurs.

Årsagen er en rekonstruktion af virksomhedens gæld og en kapitaltilførsel. Salling Bank og Vækstfonden har eftergivet gæld for 8,9 mio. kr. på betingelse af, at den resterende gæld på 8,7 mio. kr. bliver betalt af Jacob Jensen Design inden udgangen af 2028.

Det fremgår af et nyt regnskab fra Jacob Jensen Design.

»Jeg og Jacob Jensen Design er meget taknemmelig over den måde, Salling Bank og Vækstfonden har taget ansvar for, at Jacob Jensen Design kan komme godt videre,« siger Lars Kolind, hovedaktionær i Jacob Jensen Design, til Skive Folkeblad.

Samtidig med gældseftergivelsen har Lars Kolind konverteret lån til egenkapital for 6,7 mio. kr. og tilført yderligere 2 mio. kr. i kapital, fremgår det af regnskabet.

Det nye regnskab fra Jacob Jensen Design viser endnu et milliontab. Denne gang på 5,2 mio. kr., som bliver betraget som »meget utilfredsstillende«.

Egenkapitalen var negativ med 24 mio. kr. ved regnskabsårets afslutning.

I regnskabet står der, at virksomheden og dens aktionærer har betalt en »høj pris« for de »upassende« forretningsbeslutninger, der blev truffet under den tidligere ledelse.

»Bestyrelsen vil gerne takke alle parter for deres loyalitet og hårde arbejde under det sværeste år, som virksomheden nogensinde har haft,« står der i regnskabet.

Grundlæggeren af Jacob Jensen Design, Jacob Jensen, døde i 2015. Han stod bag designet af Margrethe-skålen og har lavet en række kendte ting for B&O.

Derudover er Jacob Jensens design en permanent del af udstillingen på Museum of Modern Art (Moma) i New York.

BRANCHENYT
Læs også