Erhverv

Dansk insektfirma må skifte navn igen

Denne gang på grund af en tabt retssag.

Hey Planet sælger insektsnacks. Foto: PR/Wholi Foods

Den danske iværksættervirksomhed Wholi Foods, som bl.a. producerer en række proteinbarer og små bidder lavet på insektmel og -pulver, må igen skifte navn.

Denne gang sker det efter en tabt retssag, skriver branchemediet Food Supply.

I 2016 stiftede insekt-iværksætterne Jessica Buhl-Nielsen og Malena Sigurgeirsdóttir virksomheden under navnet Dare to Eat. To år senere ændrede de selv navnet til Wholi Foods.

Det faldt ikke i god jord hos den tyske virksomhed Wholey Juice, som lagde sag an, fordi selskabet mener, at Wholi og Wholey ligger for tæt op ad hinanden.

»Det gav retten dem medhold i, så vi kan ikke længere hedde Wholi, og afgørelsen gælder for hele EU. Den er lidt svær at sluge,« siger Jessica Buhl-Nielsen til Food Supply.

I stedet hedder den danske fødevarevirksomhed nu Hey Planet, og navneskiftet koster de to iværksættere »et par hundrede tusinde kroner.«

Hey Planet sælger sine insektprodukter i flere tyske detailkæder og har store internationale ambitioner. Målet er at gøre spiselige insekter til en ny superfood - både herhjemme og i udlandet - og til at forløse ambitionen fik virksomheden sidste år en millioninvestering fra Megatrend Invest.

BRANCHENYT
Læs også