Erhverv

Her er det dyreste sted i verden at købe alkohol

Bahrain skiller sig markant ud, men også flere øer og yndede feriemål har dyr alkohol set i forhold til gennemsnittet.

Prisen på alkohol i et land hænger i høj grad sammen med de overordnede leveomkostninger. Men nogle steder er der undtagelser.

Det viser en liste, som mediet Qvartz har lavet, over hvor dyr alkohol er rundt omkring i verden, når man sætter det i relation til det globale gennemsnit. Tallene kommer fra Verdensbanken og tæller i alt 167 lande.

Bahrain skiller sig således ud som det absolut dyreste sted at købe alkohol, mens et land som Island er på en fjerdeplads. Danmark er ikke i top 20.

Prisen på alkohol hænger de fleste steder sammen med de overordnede leveomkostninger i et land.

Eksempelvis er lande som Bermuda, Island og Australien generelt dyrere end det globale gennemsnit.

Derfor er det også værd at bemærke, at selvom alkohollen er markant dyrere end gennemsnittet i Bahrain, er det ikke som sådan et dyrt land at leve i.

Prisen på varer og services er omkring 25 pct. under det globale gennemsnit.

»Det viser, hvordan faktorer foruden prisen på varer og arbejdskraft samt lokale skatter kan bestemme, hvor meget en kunde betaler,« lyder analysen i Qvartz.

Som modsætning er Tyskland, hvor de generelle leveomkostninger er 25 pct. over gennemsnittet, men alkohollen 23 pct. under.

I Danmark er prisen på alkohol også bare 9 pct. over gennemsnittet.

For nyligt viste en rapport fra statistikbureauet Eurostat ellers, at Danmark er det dyreste land at være i inden for EU.

Priserne er 40 pct. dyrere i Danmark end gennemsnittet for de 27 EU-lande.

Dykker man ned i underkategorierne, har Danmark det dyreste mad og drikke uden alkohol i EU, ligesom vi indtager førstepladsen, hvad angår tøj og sko, personlige transportmidler, fritidsinteresser og kultur samt restauranter og hoteller.

Men Danmark er til gengæld ikke i top, når det gælder alkohol og tobak.

BRANCHENYT
Læs også