Erhverv

Konkurrencemyndigheder sætter lup på modebranchens udsalg

I to sager agter Konkurrencerådet at melde danske herretøjskæder til politiet for ulovlige aftaler med tyske Hugo Boss. Samtidig får seks andre tøjvirksomheder en indskærpelse af konkurrencereglerne.

Tyske Hugo Boss er midtpunkt i en dansk konkurrencesag. Arkivfoto. Foto: Imaginechina via AP

Danske konkurrencemyndighededer skrider nu ind over for tøjbutikker og modeselskaber. I to sager agter Konkurrencerådet at melde selskaberne til bagmandspolitiet.

Det sker, fordi de som konkurrerende forhandlere ifølge rådet »ulovligt har udvekslet informationer med hinanden om priser, rabatter og/eller mængder i forbindelse med fremtidige udsalg«. Det skriver Konkurrencerådet på myndighedens hjemmeside.

I den ene sag har det tyske herretøjsfirma Hugo Boss og detailkæden Kaufmann angiveligt udvekslet informationer om bl.a. priser fra januar 2014 til november 2017.

I den anden sag har Hugo Boss og det danske detailselskab Ginsborg ifølge Konkurrencerådet udvekslet tilsvarende informationer fra december 2014 til april 2018.

Tyske Hugo Boss er på samme tid engrosleverandør af tøj og selv direkte forhandler over for forbrugerne i detailhandlen. Både Kaufmann med 19 danske butikker samt webshops og Ginsborg med to butikker har Hugo Boss i sortiment. Samtidig er de forhandlere af herretøj fra andre mærker.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, udtaler i en kommentar om sagerne på rådets hjemmeside, at den situation kræver en særlig påpasselighed om udveksling af informationer. Han udtaler samtidig:

»Som leverandør kan der være et naturligt behov for at tale sammen med sine forhandlere, men i den løbende kontakt skal man huske, at man som konkurrent skal agere selvstændigt på markedet og ikke må indgå konkurrencebegrænsende aftaler. Når forhandlere på forhånd informerer hinanden om blandt andet udsalgssortiment og priser, så kan forbrugerne have fået dårligere tilbud, end hvis virksomhederne selv havde sammensat deres udsalg uden kendskab til konkurrentens strategi.«

Til dagbladet Børsen tirsdag udtaler adm. direktør Henrik Axel Kaufmann, at han forventer at anke afgørelsen fra Konkurrencerådet, da han ikke forstår eller er enig i den. Han påpeger, at kontakten kun er sket til Hugo Boss' engrosdel - ikke leverandørdelen.

Mange modeselskaber har netop sideløbende med engrossalg til eksterne forhandlere også selv detailbutikker og onlinehandel direkte med forbrugerne.

Ud over de to sager, som rådet vil anmelde til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - kaldet Bagmandspolitiet, når mulige ankesager er afgjort, er andre i tøjbranchen også i fokus.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser nemlig, at der desuden er givet seks indskærpelser til virksomheder i beklædningsbranchen. De går på, at selskaberne ikke må »udveksle konkurrencefølsomme oplysninger f.eks. om deltagelse i udsalg og om hvilket varesortiment, der vil indgå i planlagte udsalg.«

Der offentliggøres ikke navn på de seks virksomheder, da der kun er tale om indskærpelser.

BRANCHENYT
Læs også