Energikæmpe åbner for milliardopkøb af mobilselskab
Bestyrelsen i Norlys har givet ledelsen grønt lys til en storstilet mobilsatsning, som kan omfatte et stort opkøb og forskyde magtbalancen i den danske teleindustri.
Energikoncernen Norlys åbner nu for et potentielt milliardopkøb af en dansk mobiloperatør i jagten på at etablere sig på det konkurrenceudsatte danske marked for mobiltelefoni.
Ledelsen i Norlys har fået grønt lys af bestyrelsen til at opkøbe eller indgå en strategisk alliance med en af landets fire mobiloperatører, Telenor, Telia, TDC Mobil og 3, hvilket ifølge flere branchekendere kan skubbe til magtbalancen i teleindustrien.
»Når vi ser ud i fremtiden, ser vi, at internetadgang - fast og mobil - kommer til at smelte mere og mere sammen. Vi tror, at hvis man skal være konkurrencedygtig, skal man have begge ben,« siger Ulf Lund, der er manden med ansvar for at føre planerne ud i livet for Norlys-koncernen.
Offensiven skal give øget værdi til koncernens nuværende teleforretning med 800.000 tv- og bredbåndskunder - f.eks. i form af samlerabatter, øget data eller adgang til et mobilt 5G-netværk - og gøre det nemmere for Norlys at fastholde sine kunder.
Ulf Lund, der bl.a. tidligere har været direktør i TDC, stoppede for kort tid siden hos den Norlys-ejede serviceudbyder Boxer, hvor han var adm. direktør.
Nu er han sat i spidsen for en ny projektorganisation i Norlys, som i øjeblikket er ved at rekruttere de nøglemedarbejdere, der skal gå i dialog med de fire eksisterende aktører på mobilmarkedet med henblik på at finde en passende løsning.
»Når vi siger, at vi vil dette, vil vi det for alvor. Vi vil ud med noget, som rammer relativt mange kunder fra starten af, og som giver os en relativt stærk markedsposition fra starten,« siger Ulf Lund.
Beslutningen om at satse på mobilmarkedet kan ifølge flere eksperter potentielt forskyde magtbalancen herhjemme og sætte gang i konsolideringen af en hårdtprøvet og fastlåst branche, hvor det er vanskeligt at tjene penge.
Norlys forventer, at selskabets historiske milliardinvesteringer i fiberbredbånd i Jylland kan være en afgørende brik i en eventuel handel. Det skyldes, at en udrulning af et lynhurtigt mobilt 5G-netværk kan kræve et forholdsvis finmasket netværk af fiber i jorden.
Al historik herhjemme viser, at det er hamrende svært at tjene penge på mobiltelefoni i Danmark. Hvorfor skulle det være anderledes, hvis eller når Norlys går ind?
»Det har du fuldstændig ret i, og vi ville nok aldrig gå ind i en ren mobilsatsning. Men vi tror på, at koblingen til vores egen fiber kan skabe en anden økonomi. Både på indtægts- og på omkostningssiden,« siger Ulf Lund.
Ved at kunne tilbyde både bredbånd og mobiltelefoni i en samlet pakke øges konkurrenceevnen på både privat- og erhvervsmarkedet.
Ifølge Torben Rune, der er uafhængig telerådgiver og indehaver af konsulentfirmaet Teleanalyse, er det »strategisk set fornuftigt for et fiberselskab« at gå ind på mobilområdet. Med ny 5G-teknologi kan hastigheden minde om det, man kender fra fiberforbindelser.
»Kan man lave produkter, som går på tværs, er det klart attraktivt, for det betyder, at et fiberselskab vil kunne holde kunden på egen platform i alle situationer,« siger Torben Rune.
Men han advarer også imod at tro, at det er en let øvelse, som energikæmpen har sat sig for.
For det første er det en anderledes øvelse at sælge og drive fiberbredbånd og mobiltelefoni, ligesom en integration af de to forretningsben er yderst kompliceret, påpeger Torben Rune. Derudover er det danske mobilmarked præget af en benhård konkurrence, som har gjort det vanskeligt at skabe en lønsom forretning for alle aktører.
»Den konsolidering, der er tale om her, har vi ikke rigtig set tidligere, hvor en bredbåndsudbyder i samme skala som Norlys vil være mobiloperatør,« siger Torben Rune.
Også John Strand, teleanalytiker og indehaver af telekonsulentfirmaet Strand Consult, mener, at det kan blive vanskeligt for Norlys at skaffe sig adgang til mobilmarkedet.
En ny afgørelse fra EU-Domstolen, som har underkendt konkurrencekommissær Margrethe Vestagers afvisning af en britisk telefusion mellem selskaberne 3 og O2, kan bane vejen for et nyt forsøg på en fusion af Telenor og Telia herhjemme. En sådan fusion er tidligere blevet afvist.
»Med den dom, der har været i EU, er der ingen tvivl om, at værdien af Telenor og Telias aktier har ændret sig, og mængden af potentielle købere er vokset,« siger John Strand.
Han mener, at Norlys’ største udfordring er at undgå at betale for høj en pris for at penetrere mobilmarkedet.
Norlys’ forgænger, SE, er tidligere blevet kritiseret for sit opkøb af tv- og bredbåndsudbyderen Stofa, der blev købt for knap 2 mia. kr. i 2012 og sidenhen krævede en milliardnedskrivning.
»Ligegyldigt hvad der sker, kan det være en katalysator for den konsolidering, som det danske marked har brug for,« siger John Strand.
Finans har afsløret, at Norlys’ forgænger, SE, tidligere har undersøgt muligheden for at overtage Telenors danske forretning. Både Telenor og Telia har i årevis kæmpet med underskud og manglende skala i Danmark og derfor ledt efter en udvej.
Der er udsigt til, at en ny stor investeringsbølge snart vil rulle, når fremtidens mobile 5G-netværk skal rulles ud i Danmark, og derfor er timingen for opkøb ifølge Norlys god.
Ulf Lund, der får ansvaret for Norlys’ nye mobilsatsning, vil ikke røbe, hvor meget dialog der har været med de mobiloperatører, som nu bydes op til dans. Men man starter ikke fra bar bund.
»Når vi ikke er flere (teleaktører, red.), så mødes vi engang imellem og taler sammen. Vi begynder ikke helt fra nul,« siger Ulf Lund.
Hvornår har I et mobilselskab?
»Det er ikke urealistisk at forestille sig, at der kan gå to år. Men der går ikke to år, før vi ved, hvilken vej vi går. På den ene side er vi tålmodige og ydmyge over for, at ting tager tid. På den anden side har vi det sådan, at vi brænder så meget for det, at vi synes, at det haster.«