Dansk autokæde har store udenlandske ambitioner
Byens Bilpleje.com åbner afdelinger i Sverige og jagter derefter flere nye markeder i Europa. Selskabet ejes af en kapitalfond, som aktuelt er midtpunkt i strid om en dansk industrihandel.
En dansk autokæde kører efter hastig, udenlandsk ekspansion. I første omgang er en virksomhed i Sverige blevet koblet på, og flere opkøb venter. Derefter er målet desuden at sprede aktiviteterne til bl.a. Tyskland og Norge.
Byens Bilpleje.com, der her i landet omsætter for ca. 300 mio. kr. og har 81 afdelinger, blev i 2018 overtaget af den nordiske kapitalfond Procuritas.
Kæden, som er Danmarks største kæde inden for bilpleje, lakering og rustbeskyttelse, satser nu internationalt. Det er led i en strategi lagt sammen med hovedaktionæren om at udbygge kædekonceptet til flere lande.
I første omgang er en svensk virksomhed inden for bilklargøring med seks adresser i Stockholm netop overtaget.
»Opkøbet i Sverige er en milepæl i vores langsigtede mål om at blive markedsleder i Europa. I den nærmeste fremtid vil vi fokusere på ekspansion i Sverige, men sideløbende undersøger vi også mulighederne i andre europæiske lande - med hovedvægtet på Skandinavien,« udtaler Dennis Odgaard, der er adm. direktør for Byens Bilpleje.com og en af selskabets stiftere, i en meddelelse.
Netop inden for bilbranchen sker i disse år en konsolidering, så store virksomheder i de forskellige sektorer bliver større. På samme tid fokuserer mange bilforhandlere i Europa på kerneforretningen og placerer klargøringen af deres biler hos leverandører.
Den udvikling ruster Byens Bilpleje sig også til. Derfor skal de 81 afdelinger her i landet hurtigt suppleres med de 20 største byer i Sverige, hvor flere opkøb forestår.
»Sideløbende ser vi også på mulighederne i Tyskland, Norge og Finland med et mere langsigtet mål om at blive europæisk markedsleder inden for kosmetisk bilpleje, autolak og andre løsninger,« udtaler Dennis Odgaard.
Bilpleje-selskabets hovedaktionær, Procurtias, er i øvrigt netop nu midtpunkt i en sag om vildledning i en handel med det danske industriselskab Gram Equipment.
En voldgift har afgjort, at Procuritas som sælger pålægges at betale millionerstatning til kapitalfonden FSN Capital, der købte Gram i 2018. FSN Capital har oplyst, at kapitalfonden er blevet tilkendt en kompensation på ca. 650 mio. kr.

