Erhverv

Professor får ansvar for tilsynet med de danske banker

Erhvervsminister Simon Kollerup har udpeget en ny formand for Finanstilsynets bestyrelse. Hyppige skift i tilsynets bestyrelse har tidligere udløst kritik.

Nina Dietz Legind, der er professor ved Syddansk Universitet, bliver ny formand for Finanstilsynet. Arkivfoto.

Professor Nina Dietz Legind er onsdag blevet udpeget som ny formand for Finanstilsynets bestyrelse af erhvervsminister Simon Kollerup.

Det skriver Erhvervministeriet i en pressemeddelelse.

Nina Dietz Legind er professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet. Hun afløser David Lando, der ikke har ønsket at blive genudpeget efter fire år som næstformand og to år i formandsstolen.

Erhvervsminister Simon Kollerup udtaler i en meddelelse, at opgaven for Finanstilsynet er at sikre de højeste standarder i den finansielle sektor, samtidig med at branchen skal kunne drives effektivt.

»Jeg er meget glad for, at Nina Dietz Legind har sagt ja til at lede arbejdet som formand for Finanstilsynet. Nina Dietz Legind vil bidrage med solide juridiske kompetencer, dyb indsigt i det finansielle område og stor erfaring fra sit øvrige virke,« udtaler erhvervsministeren.

Om den nye opgave udtaler Nina Dietz Legin, at hun ser frem til at få muligheden for at være med til at præge Finanstilsynets arbejde.

Bestyrelsen
  • Samtidig med at tilsynet får Nina Dietz Legind som ny formand har erhvervsminister Simon Kollerup desuden genudpeget Svein Andresen som medlem af bestyrelsen.
  • I tilsynets bestyrelse sidder desuden næstformand Preben Lund Hansen, der er fhv. direktør i Sydbank, finansdirektør Marianne Rørslev Bock, Scandinavian Tobacco Group, samt vicedirektør Karsten Biltoft, Nationalbanken.

»Tilsynet har stor betydning for, at danskerne har tillid til vores finansielle institutter og pensions- og forsikringsselskaber, og jeg er sammen med den øvrige bestyrelse klar til at leve op til den tillid,« skriver den nye formand i pressemeddelelsen.

Tidligere har der været kritik af, at erhvervsministeren har for stor magt over Finanstilsynet, da der hvert andet år udpeges medlemmer til tilsynets bestyrelse. Den kritik har lydt flere gange fra fra Den Internationale Valutafond (IMF), og en tidligere bestyrelsesformand for tilsynet er enig.

»Den korte udpegningsperiode øger risikoen for, at man som bestyrelsesmedlem ligger under for pres fra ministeren,« sagde Mads Bryde Andersen, der er juraprofessor på Københavns Universitet til Finans for en måned siden.

BRANCHENYT
Læs også