Erhverv

Erhvervslivet jubler over årets uddannelsessøgning

En opgørelse af årets søgning til de videregående uddannelser viser stor fremgang inden for it-området. Det vækker glæde hos erhvervslivets organisationer.

I fremtiden kommer der med stor sandsynlighed til at mangle folk med kompetencer indenfor bl.a. kodning, som skoleeleven Viktor Lundahl på billedet går til en gang om ugen, men i år har it-uddannelserne oplevet stor tilgang. Arkivfoto: Tanja Carstens Lund

Søndag kl. 12 var der frist for årets ansøgning på kvote 1 til en videregående uddannelse. Med 94.604 ansøgninger var niveauet tæt på at slå rekorden fra 2016, hvor 94.744 søgte ind.

Fra erhvervsliv og skiftende regeringer har der i flere år været efterspurgt, at langt flere unge skulle søge uddannelser indenfor it.

Og nu da boet for i år er gjort op, lader det til, at bønnerne er hørt, og kampagnerne har virket.

Antallet af ansøgere på it-uddannelserne som førsteprioritet er steget fra 3.086 i 2019 til 3.408 i 2020, hvilket svarer til en vækst på 10,4 pct., hvor den generelle stigning af ansøgninger var 7 pct.

»Hele samfundet er i gang med en enorm teknologisk forandring, og der bliver i den grad brug for it-specialister til at gennemføre den digitale transformation af Danmark, som også er forudsætningen for den grønne omstilling. Der er derfor positivt, at så mange unge har it-fagene som deres drømmeuddannelse,« lyder det fra Betina Hagerup, direktør i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.

Fakta om antallet af ansøgere
  • I alt var der 94.604 der søgte ind på de videregående uddannelser som 1. prioritet, hvilket er en stigning på 7% i forhold til 2019
  • 3.408 ansøgte om at komme ind på det it-faglige område, hvilket er 322 flere end i 2019 og svarer til en vækst på 10,4%
  • Af de 322 søgte 103 ind på IT-Universitetet, hvilket svarer til 32% af ansøgerne til det it-faglige område
  • Datamatiker er nr. 17 på listen over de 25 mest søgte retninger og er steget 13% ift. sidste år
  • For professionshøjskoler og erhvervsakademier er det it-faglige område steget med 14%
  • På bacheloruddannelser er linjer indenfor naturvidenskab og teknisk videnskab steget hhv. 20% og 17%
  • På universiteterne har 29% flere søgt ind på ITU - næststørste stigning efter KU (53%)
Kilde: IT-Branchen.

Ifølge interesseorganisationen IT-Branchen er der dog stadig et udækket behov for it-folk. De vurderer, at der i øjeblikket mangler 2.600 alene i it-branchen, og tal fra regeringen viser, at Danmark om ti år kan stå i en situation, hvor vi mangler op mod 20.000 specialister på området.

»Hele arbejdsmarkedet skriger efter it-specialister. En tredjedel af de danske it-virksomheder har helt måttet opgive at besætte stillinger, fordi der simpelthen ikke er folk nok på markedet. Det får ikke bare it-branchen til at lide, det betyder også, at Danmarks digitalisering sættes ned i fart,« udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Det er især de tungere poster af softwareudviklere, it-projektledere og sikkerhedseksperter, der er i underskud på arbejdsmarkedet. Derfor jubler brancheorganisationerne særligt over, at bl.a. IT-Universitetet, der uddanner disse, har fået 16 pct. flere anmodninger om en studieplads.

De positive ansøgningstal er dog ikke garanti for, at der i sidste ende bliver uddannet flere it-folk. Sidste år fik mere end 1.400 førsteprioritetsansøgere afslag på deres it-drømmestudie, da flere uddannelsessteder har manglet økonomien til at kunne rumme dem.

»Det har været som at invitere unge, motiverede og dygtige mennesker til en lukket fest, når man opfordrer dem til at søge ind, men ikke sætter penge af til, at de rent faktisk kan få lov til at starte på deres drømmestudie. En helt forkert tilgang, når nu erhvervslivet netop efterspørger it-specialister,« siger Natasha Friis Saxberg.

Det kan dog lysne lidt for den problemstilling. Som en konsekvens af coronakrisen har en bred politisk aftale åbnet op for økonomi og plads til 10.000 ekstra ansøgere i år på særligt samfundsrelevante uddannelser og områder, hvor de studerende efterfølgende kan regne med gode beskæftigelsesmuligheder. Det er særligt er de såkaldte STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Mathematics), der tilgodeses.

BRANCHENYT
Læs også