Erhverv

Harboes afvikler bryggeri - ingen ville købe det

Arkivfoto

Harboes afvikler sit estiske bryggeri, Viru Õlu. Det har ikke været muligt at finde en køber til bryggeriet eller indgå strategisk partnerskab.

Det oplyser Harboes torsdag morgen.

Aktiviteterne ventes afviklet frem til 30. september i år.

- Det estiske bryggeri har gennem flere år oplevet en negativ markedsudvikling med markant stigende afgifter, faldende efterspørgsel og afsætning på de baltiske markeder. Aktiviteterne i bryggeriet har været underskudsgivende trods gennemgribende tiltag til at omstrukturere, effektivisere og optimere den estiske virksomhed, skriver Harboes.

Viru Õlu har i regnskabsåret 2019/20 realiseret en nettoomsætning på 37 mio. kr., og Harboes vil fortsat i videst muligt omfang servicere kunderne på de baltiske markeder fra koncernens øvrige bryggerier med udvalgte produkter og brands.

Afviklingen af aktiviteterne i Estland ventes dog isoleret set at føre til en omsætningsnedgang på 15–20 mio. kr.

Afviklingen af aktiviteterne ventes ikke at påvirke forventningerne til regnskabsåret 2020/21, oplyser selskabet.

Harboes Bryggeri venter i det forskudte regnskabsår 2020/21 et EBITDA-resultat på 105-120 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 0-15 mio. kr.

I 2019/20 indfriede selskabet et EBITDA-resultat på 70 mio. kr. og et underskud før skat på 42 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også