Erhverv

Velhaver køber ø - uden nogensinde at have besøgt den

En unavngiven velhaver har købt øen Horse Island i Irland for ca. 42 mio. kr.

Foto: Montague Real Estate

Man kan bruge penge på mange forskellige måder.

En unavngiven velhaver har købt den irske ø Horse Island for den nette sum af 42 mio. kr. uden nogensinde at have været på øen. En videopræsentation var tilsyneladende mere end rigeligt, skriver CNBC.

Køberen er europæer, og det er tydeligt, at vedkommende har fået et stort ønske opfyldt. I december 2019 bad vedkommende nemlig Montague Real Estate om at finde en ø, der var til salg. En ikke særlig specifik opgave, men altså alligevel en opgave, som mægleren har formået at løse til perfektion.

Chefen for firmaet har over for mediet erkendt, at opgaven var forholdsvis vanskelig givet den nuværende coronakrise.

Ifølge sælgerens ejendomsmægler er handlen et udtryk for en mere generel tendens.

»Tendensen bliver mere tydelig, i takt med at folk mærker betydningen af covid-19 og ser efter land eller ejendom på fjerntliggende lokationer,« siger Alex Robinson, forhandler for selskabet Knight Frank.

Øen er på lige over 63 hektar, og der følger ifølge CNBC syv ejendomme med. Den største indeholder seks værelser - naturligvis med havudsigt. Køberen kan samtidig glæde sig over, at det ikke er nødvendigt at sejle dertil. Øen har nemlig allerede en helikopter-landingsplads.

Du kan se billeder af øen her.

Læs også
Top job