Serier

Rejser med private jetfly hitter i USA under coronakrisen

Corona rammer verden
Efterspørgslen efter rejser er blandt nogle af de traditionelle selskaber helt nede på ti procent af, hvad den var før coronakrisen. Foto: Dassault Falcon 8X

Rejsetallene for selskaber, der sælger ture på eksklusive privatfly i USA, er skyhøje under coronakrisen.

Imens kæmper de store selskaber med et styrtdyk i efterspørgslen.

De små selskaber er særligt populære blandt topfolk i internationale virksomheder og rejsende med dybe lommer.

De benytter sig af den eftertragtede mulighed for at undgå store lufthavne med smitterisiko.

Firmaer som XO Jets, NetJets og Surf Air melder således, at der bliver booket 80 procent flere fly og timer i luften, end før pandemien ramte USA.

Alle udbyder de ture på private jetfly. Mange af de flyvende er nye kunder på markedet.

Udviklingen viser, at Covid-19-pandemien rammer forskelligt alt efter størrelsen på ens pengepung.

Efterspørgslen efter rejser er blandt nogle af de traditionelle selskaber helt nede på ti procent af, hvad den var før coronakrisen.

Faldet er så voldsomt, at United Airlines for nylig meddelte, at 36.000 ansatte kunne blive hjemsendt.

United Airlines er verdens tredjestørste flyselskab.

- Det handler om folks bekymringer for deres sundhed, siger Patrick Gallagher, præsident for salg og markedsføring for NetJets.

- Folk er bange for kommercielle terminaler med mindst 100 fremmede mennesker omkring en. De har ikke lyst til at bekymre sig om alle mulige retningslinjer.

Både Gallagher og flere andre siger, at mange af deres nye reservationer kommer fra rejsende, der tidligere fløj første klasse.

En årsag til udviklingen er, at mange store flyselskaber er stoppet med at rejse til byer af mellemstørrelse.

Flere af de rejsende bruger derfor turene på private jetfly til at komme ud til sommerhuse eller skihytter.

Blandt de mest populære ruter for firmaet VistaJet er turen fra New York City til Palm Beach i Floria og fra Los Angeles til det populære skisportssted Aspen i Colorado.

Læs også
Top job