Serier

Natklubejer vil sætte gang i det danske natteliv med nye tiltag

Corona rammer verden
Foto: Sanne Vils Axelsen

Koncernen Rekom, der ejer mere end 100 natklubber i Norden, er klar med en række nye tiltag, der skal sætte gang i nattelivet igen, efter at coronavirusset har lagt en dæmper på festlighederne.

Det skriver Berlingske Business.

Rekom ejer i alt 125 natklubber i Danmark, Norge og Finland. I Danmark ejer koncernen blandt andet natklubberne A-Bar, Hornsleth Bar og Heidis Bier Bar.

Langt de fleste af koncernens natklubber er endnu lukket som en del af Folketingets fase fire, mens de barer, der har fået åbningstilladelse, skal lukke ved midnat.

Koncernen har valgt at investere i tre hovedspor, oplyser Rekoms administrerende direktør, Adam Falbert, til Berlingske Business.

Det gælder den nye Nightpay-app, som gæster kan bruge til at betale igennem. Appen kan også informere kunder, om der har været en coronasmittet til stede, mens de har været der.

Dertil vil Rekom også investere i udvikling af business intelligence til optimering af koncernen samt et uddannelsesforløb for sine medarbejdere.

I 2019 realiserede Rekom en rekordstor driftsindtjening på 144 mio. kr., og de første to måneder af 2020 var ligeledes rekord, oplyser Adam Falbert til avisen.

Han forklarer yderligere, at man i Rekom vil "slå en streg henover 2020" og i stedet fokusere på 2021.

Rekom har indtil videre ikke foretaget fyringer under krisen.

Læs også
Top job