Erhverv

Kinesiske Ant Group påtænker børsnotering udenom vesten

Fintech-giganten Ant Group er tilknyttet Alibaba Group. Foto: Imaginechina via AP Images

Den kinesiske fintech-gigant Ant Group, der ejer det populære mobile betalingsnetværk Alipay, planlægger en børsnotering udenom det amerikanske aktiemarked.

Det samlede aktieudbud kan blive et af historiens største, skriver Wall Street Journal.

Virksomheden Ant Group, som er en af verdens mest værdifulde nystartede virksomheder, ønsker nu at fremskynde sin vækst. Virksomheden planlægger dog kun en børsnotering i Shanghai og i Hongkong.

Børsnoteringen vil sikre, at virksomheden kommer til at spille på hjemmebane og skal ses i lyset af de genopblussede spændinger mellem USA og Kina, som truer med sanktioner mod kinesiske embedsmænd og afnotering af kinesiske selskaber fra det amerikanske aktiemarked, skriver Wall Street Journal.

Ant Group, som er tilknyttet kinesiske Alibaba Group, har meddelt, at en børsnotering blandt andet vil sætte virksomheden i en bedre position til at udvide med sine globale partnere og til at investere i teknologi samt innovation.

- Ant Group er en vigtig del af Alibabas digitale økonomi, og vi tror, at Ant Groups noteringsplan vil være til gavn for virksomhedens fremtidige vækst, og skabe værdi for virksomhedens brugere, partnere og aktionærer, skrev Alibaba i en meddelelse mandag ifølge Wall Street Journal.

Ant Group har endnu ikke givet en tidsramme eller et mål for sin børsnotering, men ifølge en person, der er bekendt med sagen, sigter virksomheden mod en markedsvurdering på over 200 mia. dollar og en børsnotering inden årets afslutning, skriver avisen.

BRANCHENYT
Læs også