Erhverv

Utilfredse investorer har sagsøgt nanoselskabet Act.Global

En gruppe investorer har ifølge Finans' oplysninger sagsøgt nanoselskabet Act.Global for et tocifret millionbeløb. Det sker, efter at selskabet i begyndelsen af året præsenterede et overraskende tab på 121 mio. kr. og nu er under rekonstruktion.

En gruppe investorer i nanoselskabet Act.Global er så utilfredse med investeringen, at de nu sagsøger selskabet. Carsten Jensen (th.) er direktør i og stifter af Act.Global. Foto: Nikolai Linares

En gruppe utilfredse investorer med millioner i klemme i det kriseramte nanoselskab Act.Global har nu lagt sag an for at få deres penge tilbage.

Det erfarer Finans fra kilder med indgående viden om sagen.

Søgsmålet kommer efter, at det nu insolvente nanoselskab i begyndelsen af året overraskende måtte melde om et underskud på 121 mio. kr. for regnskabsåret 2018/2019.

I oktober 2019 havde selskabets stifter og ejerleder Carsten Jensen ellers i et interview med Børsen lovet, at forretningen med selskabets bakteriedræbende nanospray ville få bundlinjen til at overgå resultatet fra regnskabsåret før, der landede på knap 5 mio. kr. efter skat.

Choktabet skyldtes først og fremmest, at virksomheden havde bogført indtægter fra salg af licenser til samarbejdspartnere, som der efterfølgende ikke viste sig at være dækning for.

Ejerleder Carsten Jensen har ikke ønsket at stille op til et interview om søgsmålet.

»Vi udtaler os ikke om investorforhold,« lyder det i en e-mail, hvor han også slår fast:

»Vi afviser, at Act.Global har vildledt investorer.«

Onsdag formiddag blev selskabet efter eget ønske taget under rekonstruktion, fordi selskabet ikke kan betale sine regninger.

Act.Global har knap 200 aktionærer. Heriblandt kendte navne som Lagkagehusets stifter Ole Kristoffersen, baron og skibsreder Johan Wedell-Wedellsborg og erhvervsmanden Adam Falbert, som står bag landets største barkoncern.

Nanoselskab i stormvejr
  • Act.Global A/S kom i februar 2020 i offentlighedens søgelys efter et choktab på 121 mio. kr., kun få måneder efter direktør og ejerleder Carsten Jensen i Børsen havde lovet et millionoverskud.
  • I en igangværende kontrolsag hos Erhvervsstyrelsen er Act.Global blevet bedt om at svare på en lang række spørgsmål om bl.a. nanoselskabets forretningsmodel.
  • Senest er selskabet blevet afkrævet en kopi af nogle af sine største kontrakter.
  • Knap 200 investorer har postet penge i selskabet, heriblandt Lagkagehusets medstifter Ole Kristoffersen, baron Johan Wedell-Wedellsborg og erhvervsmanden Adam Falbert, der står bag landets største barkoncern.
  • Act. Global bliver styret af Carsten Jensen, der ejer selskabet via to holdingselskaber, Trendkeeper og Smartkeeper. I juli blev Smartkeeper taget under konkursbehandling.
  • Mens sagen har kørt, har flere profiler forladt Act.Global, herunder formand Brian Mollerup, bestyrelsesmedlem Ole Kristoffersen og finansdirektør Simon Hove.
  • Selskabet har siden 2018 fået tilført 148 mio. kr. Kapitalforhøjelserne er bl.a. gennemført på baggrund af regnskaber revideret uden forbehold fra revisionsfirmaet Grant Thornton, der havde sagt god for bogførte indtægter fra salg af licenser til partnere, som Act.Global efterfølgende har taget tab på.

    Ifølge Finans’ oplysninger kan det ikke udelukkes, at revisionsfirmaet kan ende med at blive inkluderet i søgsmålet, hvis ikke Act.Global kan tilbagebetale de penge, som investorerne mener, at de har investeret under falske forudsætninger. Søgsmålet drejer sig angiveligt om et tocifret millionbeløb.

    Det omstridte nanoselskab har tidligere meldt ud, at det er på jagt efter friske penge. Ifølge stifter Carsten Jensen er det coronakrisen, der har bragt Act.Global i likviditetsproblemer.

    Erhvervsstyrelsen er lige nu i gang med at granske selskabets regnskaber og kontrakter, ligesom selskabet fortsat leder efter nye profiler til at indgå i bestyrelsen efter et stormfuldt forår, hvor tidligere Dagrofa-chef Brian Mollerup trådte af som bestyrelsesformand efter tre måneder, og aktionæren Ole Kristoffersen forlod sin bestyrelsespost efter få uger.

    Grant Thornton har ingen kommentar til sagen.

    BRANCHENYT
    Læs også