Erhverv

Dansk milliardærs læskedrikfirma konkurs

Det sker efter flere år med underskud.

Little Miracles sælger økologiske læskedrikke baseret på te. Salget sker i en lang række lande. Screenshot.

Pandora-stifter Per Enevoldsen ser ud til at tabe et større millionbeløb på det ambitiøse danske læskedrikfirma, som han i 2013 købte sig ind i.

Little Miracles, som den tebaserede energidrik hedder, er efter flere år med store underskud gået konkurs. Det viser en registrering i Statstidende.

»2020 været hårdere end forventet for selskabet. Til trods for nogle virkelig gode produkter og et stærkt brand er det stadig et marked med hård konkurrence. Ledelsen og ejerkredsen valgte derfor at indgive egenbegæring om konkurs,« oplyser kurator Anders Hoffmann Kønigsfeldt fra Bech-Bruun.

Han fortæller, at der er dialog med flere potentielle købere.

»Vi tror derfor på, at vi får solgt virksomheden inden for de kommende uger,« siger Anders Hoffmann Kønigsfeldt.

Per Enevoldsen, der sammen med sin daværende hustru blev milliardær på at sælge smykkevirksomheden Pandora, købte sig ind i firmaet bag Little Miracles tilbage i 2013.

Siden har han skudt adskillige millioner i foretagendet, hvis energidrik sælges i millionvis i en lang række lande. Det var den garvede serieiværksætter Jørn Senger, som i sin tid udviklede læskedrikken.

Målet var at sparke døren ind til et marked, hvor mastodonter som Coca-Cola, Pepsi og Red Bull regerer.

»Det er en yderst bevidst satsning, og vi regner bestemt med at tjene mere, end vi investerer,« sagde Jørn Senger i 2016 til Børsen, da han og Per Enevoldsen sammen satsede et trecifret millionbeløb på at udbrede Little Miracles til hele verden.

Den økologiske læskedrik, som bl.a. får energi fra ginseng, har imidlertid kæmpet med kroniske underskud. Efter et tab på 7 mio. kr. i seneste regnskabsår var egenkapitalen gået i minus, og for få dage siden skiftede selskabet, Little Miracles International ApS, navn til LMI Drinks ApS.

Nu er selskabet taget under konkursbehandling ved Sø- og Handelsretten.

Per Enevoldsen ejer i dag Little Miracles sammen med sin søn, Christian Enevoldsen. Stifter Jørn Senger er ikke længere en del af virksomheden.

Læs også
Top job