Erhverv

Instagram vil betale TikTok-brugere for at bruge ny feature

Instagram hiver pengepungen frem i et forsøg på for at få flere brugere over på det sociale medie. TikTok-brugere kan tjene penge på at bruge kommende feature på Instagram.

TikTok-brugere er ifølge Wall Street Journal blevet kontaktet af Instagram, der er villig til at betale for at få dem over på Instagram. Foto: AP/Imagechina

Konkurrencen blandt de sociale medier har fået Instagram til at tilbyde populære brugere af den kinesiske app TikTok en økonomisk gulerod.

Instagram, som er ejet af Facebook, har ifølge Wall Street Journal tilbudt TikTok-brugere med millioner af følgere penge for at bruge en kommende feature på Instagram. I næste måned vil Instagram løfte sløret for den nye feature med navnet Reels, som skal tage kampen op mod TikTok.

Reels vil give Instagram-brugere mulighed for at dele korte videoer krydret med forskellige features. TikTok er et socialt medie, som er fyldt med mange dansevideoer og videoer, hvor brugerne mimer en sang, da TikTok-appen gør det nemt at oprette den type videoer.

Wall Street Journal har talt med en række anonyme kilder, som fortæller, at de tilbudte betalinger til de mest populære TikTok-brugere løber op i flere hundrede tusind dollars.

En talsperson fra Instagram siger til Wall Street Journal, at det sociale medie har kontaktet en bred skare af TikTok-brugere omkring Reels i flere lande, hvor den nye feature er ved at blive testet. Men talspersonen kommenterer ikke direkte på pengeaspektet.

Ifølge Wall Street Journal viser villigheden til at give økonomiske incitamenter, at Facebook vil have Instagram Reels til at konkurrere direkte mod TikTok, som er ejet af Bytedance med hovedkontor i Beijing.

Facebook er ikke den eneste, der forsøgere at efterligne TikTok. Youtube er også i gang med at teste nye features, som svarer til de video-muligheder, TikTok har.

BRANCHENYT
Læs også