Nu bliver tech-kæmpernes topchefer grillet
Onsdag skal topcheferne for Amazon, Facebook, Apple og Google til høring i Kongressen. Høringen er kulminationen af 13 måneders efterforskning.
1,3 mio. dokumenter er resultatet af efterforskningen, som ligger til grund for den høring, tech-verdenens millardærbosser onsdag skal deltage i.
Topcheferne fra Facebook, Apple, Google og Amazon skal via en internetforbindelse svare på kritiske spørgsmål i Kongressen i Washington. Myndighederne har brugt 13 måneder på at tage tech-giganternes magt under lup.
De vil blive mødt af mange forskelligartede spørgsmål, men spørgsmål omkring konkurrencesituationen, og hvorvidt virksomhederne har brugt deres markedsposition til at forhindre mindre konkurrenters evne til at konkurrere, vil gå igen for dem alle, skriver Financial Times.
Facebooks stifter og adm. direktør Mark Zuckerberg, og Googles topchef Sundar Pichai vil ifølge mediet blive mødt af beskyldninger om at have fået en aldeles dominerende position ved at have presset rivaler ud af markedet eller ved at købe dem.
Den eneste direkte konkurrence, Mark Zuckerberg møder, kommer fra Kina, hvor et forbud mod Facebooks hjemmesider og apps har skabt plads til lokale tech-giganter. Sådan ser situationen ifølge Financial Times ud efter Facebooks opkøb af WhatsApp og Instragram.
Et af de vigtige emner, som Sundar Pichai sandsynligvis vil komme til at tale om, er Googles position på markedet for online reklamer. Bl.a. er Google anklaget for at styre internettrafikken i retning af sine egne markedspladser.
Amazons øverste chef Jeff Bezos vil blive mødt af spørgsmål i forbindelse med en anklage om, at Amazon angiveligt skulle anvende salgsdata fra sine platforme til selv at lancere nye produkter. Wall Street Journal skrev historien i april. Amazon skulle ifølge mediet bl.a. have analyseret salgs- og indtjeningstal for produkter, før Amazon selv lancerede et konkurrerende produkt.
Tim Cook, Apples topchef, bliver med al sandsynlighed mødt af spørgsmål vedrørende Apples app store. Rivaler har ifølge CNN anklaget virksomheden for at indsnævre, hvordan apps kan blive designet. Samtidig vil Tim Cook nok skulle svare på, om app-butikken er skruet sådan sammen, at softwareudviklere bliver opfordret til at bruge betalingskanaler ejet af Apple.
Hvad topcheferne siger under onsdagens høring, kan ifølge tech-mediet The Verge resultere i nye dybdegående undersøgelser af konkurrenceforhold eller danne grundlag for lovforslag, som har til formål at regulere tech-industrien