Huawei overhaler Samsung som verdens bedst sælgende smartphone
Det viser tal fra andet kvartal, men førertrøjen kan være til låns, da den især skyldes coronakrisen.
Kinesiske Huawei blev verdens største sælger af smartphones i andet kvartal. Selskabet overhalede Samsung for første gang.
Huawei solgte 55,8 mio. smartphones i kvartalet mod Samsungs 53,7 mio. styk, fremgår det af tal fra det uafhængige markedsanalyse bureau Canalys, skriver CNN Business.
»At sætte sig på førstepladsen er meget vigtig for Huawei. Selskabet er nærmest desperat efter at vise mærkets styrke over for indenlandske forbrugere, underleverandører og udviklere,« siger analytiker Mo Jia fra Canalys.
Huawei har oplevet stor kritik verden over for sit 5G-netværk og beskyldninger om, at selskabet reelt nærmest er en spioncentral for Kinas regering.
Huawei havde ellers en nedgang i salget i andet kvartal på 5 pct. målt i mængder. Men Samsung havde et endnu større fald på 30 pct., og det var med til at sikre Huawei førstepladsen.
Huawei sælger især sine smartphones på det kinesiske marked, og kunne derfor profitere af at netop Kina kom hurtigere tilbage efter den første bølge af udbrud med corona end mange andre lande. 70 pct. af salget er hentet i Kina.
Samsung, derimod, har et meget mindre salg i Kina. Men Huawei har efter al sandsynlighed kun førstepladsen til låns.
Da Huawei ikke har adgang til populære Google-apps som YouTube, Maps og Gmail, er den kinesiske producents seneste modeller ikke nær så attraktive for internationale kunder som modellerne fra Samsung.
»Det bliver svært for Huawei at beholde topplaceringen. Mange af selskabets største salgskanaler i Europa er blevet bekymrede for at sælge deres produkter og afgiver færre ordrer. Styrken på hjemmebanen i Kina vil ikke være nok til at sikre Huawei førstepladsen, når først den globale økonomi genvinder sin styrke,« siger Mo Jia.
Apple er verdens tredjestørste producent af smartphones, men producerer til gengæld ofte dyrere modeller end de to konkurrenter.