Erhverv

Sydbank: Det er et vanvittigt stærkt DSV-regnskab

Foto: PR/DSV

Transport- og logistikkoncernen DSV Panalpina er fredag morgen kommet med regnskab for andet kvartal af 2020, og det er imponerende læsning over hele linjen, lyder det fra Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank.

- DSV havde jo løftet sløret for deres forventninger til indtjeningen i andet kvartal, som også overraskede meget positivt, hvor de ventede over 2,3 mia. De lander så på 2,6 mia. kr., og det er vanvittigt stærkt - i særdeleshed i det miljø, som de navigerer i, og den krise, der er i øjeblikket. Vi ser jo også at volumenerne falder. Det rammer også DSV, der faktisk er hårdere ramt, end jeg regnede med, lyder det fra Mikkel Emil Jensen, der derfor stadig ser et stort pres på transportkoncernen.

At det så er gået væsentligt bedre end ventet, skyldes ifølge aktieanalytikeren at DSV har kunne udnytte nogle særlige omstændigheder i markedet, der særligt har skudt indtjeningen fra Air & Sea-divisionen i vejret.

Luft- og sødivisionen, som fragter varer til havs og i luften, nåede i andet kvartal et driftsoverskud før særlige poster, EBIT, på 2112 mio. kr. mod ventede 1981 mio. kr. og 1093 mio. kr. i samme kvartal året forinden.

- Det er klart, at havde du spurgt for et par måneder siden, er det nok de færreste, der havde regnet med, at vi ville stå i den her situation nu. Det er nogle helt særlige omstændigheder, der har gjort sig gældende - at DSV har kunne overtage nogle fly sammenholdt med de kraftige stigninger på fragtraterne grundet kapacitetsmanglen. Det har DSV formået at udnytte til fulde, siger Mikkel Emil Jensen.

- Men, som DSV også selv skriver, er det særlige omstændigheder, der gør sig gældende, og man skal derfor heller ikke vente, at det ligger på de her niveauer i de næste kvartaler, siger Mikkel Emil Jensen, der overordnet set kalder kvartalet for et vidnesbyrd om, hvor tilpasningsdygtige DSV har været.

Samlet for hele koncernen landede omsætningen i kvartalet på 28,78 mia. kr. mod ventede 25,97 mia. kr., mens driftsresultatet før særlige poster, EBIT, landede på 2,61 mia. kr. mod ventede 2,353 mia. kr.

Også for vej- og lagerdivisionerne var regnskabstallene bedre end ventet i andet kvartal, omend de gik lidt tilbage i andet kvartal. Vejdivisionens driftsindtjening før særlige poster (EBIT) endte på 263 mio. kr. og var dermed bedre end ventet, da aktieanalytikerne havde regnet med et plus på 222 mio.

Driftsindtjeningen i lagerdivisionen, Solutions, endte for kvartalet på 234 mio. kr., mod ventede 189 mio. kr.

Og så kunne DSV også genoptage sine tidligere forventninger til 2020, der nu igen lyder på en driftsindtjening før særlige poster på mellem 8,2 og 8,7 mia. kr. og særlige poster for 2,3 mia. kr.

- Der er stadig nogle usikkerheder i de kommende måneder, men DSV har nu den gennemsigtighed i markedet, der gør dem i stand til at komme med en ny prognose, der faktisk er på niveau med før covid-19. Det er nu nogle andre ting, der har været drivende for, at de nu kan levere i det indtjeningsinterval, siger Mikkel Emil Jensen.

BRANCHENYT
Læs også