Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Nu bliver det alvor for danske eksportvirksomheder

Der indtræder snart en ny virkelighed for landets eksportvirksomheder, som kan takke fulde ordrebøger før krisen for, at de indtil nu har klaret sig godt.

Corona rammer verden
Ingen italienske kunder har tænkt på at bestille danske produkter under coronakrisen, siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMV Danmark. Foto: AP/Shizuo Kambayashi

Det er nu, at det bliver alvor for eksportvirksomhederne, som er afgørende for, hvor godt dansk økonomi klarer sig igennem coronakrisen.

Det understreger landets største bank, Danske Bank, og brancheforeningen for landets små og mellemstore virksomheder, SMV Danmark.

De peger begge på, at eksportvirksomhederne havde fulde ordrebøger på vej ind i coronakrisen, og at de derfor har klaret sig forholdsvis godt igennem den.

Men nu er situationen en helt anden.

»Eksportvirksomhederne er pressede, for de kigger ind i en global recession. De har haft et fint forår, men til gengæld har der været et næsten fuldstændigt ordrestop fra coronakrisens indtræden og til nu. Det fald kommer de til at mærke her i august, for de ordrer, som de skulle i gang med at producere efter sommerferien, er der simpelthen ikke,« siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMV Danmark, som er brancheforening for de små og mellemstore virksomheder.

Ingen italienske kunder har tænkt på at bestille danske produkter under krisen.

Jakob Brandt, adm. direktør i SMV Danmark

Flere af de vigtigste eksportmarkeder har været og er stadig hårdere ramt af coronakrisen, end Danmark har været.

»Ingen italienske kunder har tænkt på at bestille danske produkter under krisen,« siger Jakob Brandt.

Danske Bank er enig i, at eksportvirksomhederne indtil nu har klaret sig godt, men at der indtræder en ny virkelighed for dem efter sommerferien.

»Eksportvirksomhederne havde den store fordel på vej ind i krisen, at deres ordrebøger var fulde. Derfor har de ikke været så hårdt ramt under coronaen. Så lige nu er den helt store joker - som er afgørende for dansk økonomi - hvor hurtigt de kan få ordrebøgerne fyldt op igen,« siger Niels Bang-Hansen, direktør for business banking Danmark i Danske Bank, som har 120.000 små og mellemstore virksomheder som kunder.

Det er skrækscenariet for dansk økonomi.

Niels Bang-Hansen, direktør for business banking i Danske Bank

Det værste, der kan ske nu, er ifølge Danske Bank, at der kommer en anden bølge af coronakrisen. Det vil få efterspørgslen fra udlandet til at udeblive, og så bliver ordrebøgerne ikke fyldt op igen.

»Så kommer eksportvirksomhederne til at miste arbejdspladser måske permanent. Det er skrækscenariet for dansk økonomi. Det er glædeligt, at det private forbrug er kommet igen så hurtigt, og at de indenlandsk orienterede virksomheder er kommet bedre igennem krisen end ventet. Men eksportvirksomhederne fylder mere i dansk økonomi,« siger Niels Bang-Hansen.

Ifølge SMV Danmarks seneste konjunkturanalyse tror eksportvirksomhederne ikke på, at den nærmeste fremtid tegner lys. Eksporttilliden oplevede i årets andet kvartal det største fald, og faldt tilbage til det laveste niveau, siden undersøgelsen blev lavet første gang i 2011.

Det betyder, at de små og mellemstore virksomheder forventer, at deres eksport vil falde.

BRANCHENYT
Læs også