Disse sportshold er verdens mest værdifulde
Real Madrid og Manchester United er blandt de højest prissatte sportshold i hele verden, men det er et hold inden for en anden type af fodbold, der løber med førstepladsen.
24 mia. kroner er Manchester United værd, og dermed sniger den britiske fodboldklub sig lige akkurat med i top ti over verdens mest værdifulde sportshold. Det viser en ny liste, som Forbes står bag.
Manchester United er det eneste britiske fodboldhold i top ti. Tre fodboldhold er med i den øverste top. Real Madrid med en værdi på 26,8 mia. kr. ligger nummer seks, mens FC Barcelona, som gjort op i kr. og ører er 25,4 mia. kr. værd, ligger nummer otte.
I modsætning til de to spanske fodbolhold i top ti er Manchester United ejet af en familie. Real Madrid og FC Barcelona er nemlig begge ejet af klubmedlemmerne.
Selvom fans må sidde hjemme foran skærmen, og omsætningen dykker, er værdien af verdens sporthold overraskende nok ikke nedadgående. Tværtimod er verdens tophold mere værd end sidste år, konstaterer Forbes.
Ud over de tre fodboldhold finder man i top ti henholdsvis tre basketballhold og tre amerikanske fodboldhold. Kun et enkelt baseballhold har sneget sig ind i top ti. Det drejer sig om New York Yankees.
Den velhavende forretningsmand Jerry Jones har siden 1989 ejet det sportshold, som i dag ifølge Forbes’ opgørelse er verdens mest værdifulde sportshold. Det drejer sig om det amerikanske fodboldhold Dallas Cowboys.
5,5 mia. dollars - svarende til 34,8 mia. kroner - ville prisen for holdet være, hvis Jerry Jones skulle være interesseret i at sælge den dag i dag. Da han købte holdet for tre årtier siden, var prisen 150 mio. dollars.
Top ti over de mest værdifulde hold:
| Navn | Værdi i mia. dollars | Ejer | Sportsgren | |
|---|---|---|---|---|
| 1. | Dallas Cowboys | 5,5 | Jerry Jones | Amerikansk fodbold |
| 2. | New York Yankees | 5 | Steinbrenner-familien | Baseball |
| 3. | New York Knicks | 4,6 | Madison Square Garden Company | Basketball |
| 4. | Los Angeles Lakers | 4,4 | Jerry Buss’ familiefonde, Philip Anschutz | Basketball |
| 5. | Golden State Warriors | 4,3 | Joe Lacob og Peter Guber | Basketball |
| 6. | Real Madrid | 4,24 | Klubmedlemmer | Fodbold |
| 7. | New England Patriots | 4,1 | Robert Kraft | Amerikansk fodbold |
| 8. | FC Barcelona | 4,02 | Klubmedlemmer | Fodbold |
| 9. | New York Giants | 3,9 | John Mara og Steven Tisch | Amerikansk fodbold |
| 10. | Manchester United | 3,81 | Glazer-familien | Fodbold |


