Erhverv

Nike bliver både rost og kritiseret for ny reklamefilm

Nikes nyeste reklame er blevet et kæmpehit på internettet, men flere kritiserer sportsgiganten for ikke at tage afstand fra behandlingen af uighurerne i Kina.

Nikes nyeste reklame er blevet set mere end 44 millioner gange på de sociale medier siden torsdag. Flere brugere på de sociale medier kritiserer sportsgiganten for at ignorere beskyldninger om, at Nike har fået fremstillet sportsprodukter af uighurere i Kina under slavelignende forhold. Foto: Thomas Borberg.

Nikes nyeste reklamefilm ”You Can’t Stop Us” (Du kan ikke stoppe os red.) er blevet et kæmpehit på internettet.

Siden videoen blev offentliggjort på de sociale medier i torsdags, er reklamen set over 24 millioner gange på Twitter og 20 millioner gange på Youtube.

Det skriver CNN Business.

Den 90 sekunder lange video kommenterer på racisme, ulighed og coronakrisen. I reklamen ser man to skærme sat sammen til en, hvor blandt andet sorte, asiatiske og muslimske sportsstjerner skiftevis overlapper hinanden.

Herunder kan du se Nikes reklamefilm:

Den kvindelige amerikanske fodboldspiller og anfører for USA’s landshold, Meghan Rapinoe, er reklamens fortæller, og hun opildner folk til at stå sammen i en svær coronatid:

»Vi er aldrig alene, og det er vores styrke. Når vi bliver betvivlet, spiller vi som én. Når vi bliver holdt tilbage, går vi længere og hårdere. Hvis vi ikke bliver taget seriøst, modbeviser vi alle. Hvis vi ikke passer ind i sporten, ændrer vi den«.

I reklamen optræder desuden basketballspilleren LeBron James, fodboldspilleren Cristiano Ronaldo og tennisspilleren Serena Williams.

Den amerikanske fodboldspiller og aktivist Colin Kaepernick, der for to år siden var med i Nike-reklamen ’Believe in Something’, er også med i den nye video.

Selvom reklamen, som er sammensat af 4000 timers klip, er blevet rost for sine tekniske kvaliteter og positive budskaber, kritiserer mange brugere sportsgiganten på Youtube og Twitter.

I marts i år fremlagde Australian Strategic Policy Institute en rapport, derudover Nike kædede 82 multinationale selskaber sammen med tvangsarbejde.

I rapporten fra ASPI beskriver researchere, hvordan 80.000 etniske uighurer arbejder under tvangslignende forhold på fabrikker i Kina.

I en af de mest upvotede kommentarer på Youtube, kritiserer brugeren Adino1 Nike for at have et forkert fokus i sin reklamevideo:

»Forestil jer hvis de (Nike red.) lavede en reklame, hvor de i stedet for at vise atleter, der er multimillionære, i stedet viste de Uighur-børn, der sveder og er dækket af beskidt tøj, som er fremstillet under slaveri.«

Kina er i flere år blevet kritiseret for sin behandling af uighurerne.

Fordømmelsen er en reaktion på gentagne beretninger fra medier som The Guardian, der beskriver hvordan Kina har interneret over en million mennesker i lejre. Her sidder de på ubestemt tid uden at være dømt for en forbrydelse.

Kina kalder lejrene nødvendige for at sikre sig mod religiøs ekstremisme og terror.

BRANCHENYT
Læs også