Erhverv

Milliardinvesteringer gør amerikansk virksomhed til verdens største producent af cannabis

Amerikanske Curaleaf opkøbte i sidste uge konkurrenten Grassroots for 5,2 mia. kroner og er nu verdens største cannabis-producent.

I sidste uge opkøbte Curaleaf Holdings konkurrenten Grassroots for mere end 5,2 mia. kroner. Med opkøbet er CURLF nu verdens største cannabis-virksomhed i verden. Foto: Jeff Chiu/AP

De fleste virksomheder har haft stor modgang under coronakrisen, men sådan har det ikke været hos den amerikanske cannabis-producent Curaleaf Holdings (CURLF).

I sidste uge opkøbte Curaleaf Holdings konkurrenten Grassroots for mere end 5,2 mia. kroner. Med opkøbet er CURLF nu verdens største cannabis-virksomhed i verden.

Det skriver CNN Business.

Ifølge CURLF’s formand Boris Jordan, regner virksomheden med at tjene mere end 6 mia. kroner i år på produktion og salg af cannabis.

CURLF, der har hovedkvarter i Massachusetts i det østlige USA, har indenfor det seneste år opkøbt 15 cannabis-selskaber i stater som Colorado, Florida og Arizona.

Cannabis-industrien i USA vokser fortsat kraftigt. To tredjedele af de amerikanske stater har legaliseret medicinsk cannabis.

Boris Jordan fortæller til CNN, at man ønsker at udvide i USA for at kunne konkurrere med de potentielle rivaler, der vil forsøge at komme ind på det amerikanske marked, hvis den amerikanske regering indenfor den nærmeste fremtid legaliserer cannabis.

Det er dog usikkert om den amerikanske regering vil legalisere cannabis i den kommende tid, hvilket i høj grad afhænger af hvem der vinder præsidentvalget til november.

Ifølge Jesse Pytlak, der er analytiker hos den canadiske investeringsvirksomhed Cormark Securities, er der risiko for, at CURLF er for ivrig i sit indtog på markedet.

”Man er bekymret for om Curaleaf har været lidt for aggressiv på markedet,” siger Jesse Pytlak til CNN Business.

Pytlak påpeger dog, at Boris Jordan, der er milliardær og har gode forbindelser, formentlig ikke vil løbe tør for penge i fremtiden, hvilket er en stor fordel for Curaleaf.

BRANCHENYT
Læs også