Erhverv

Microsoft vil være Facebook-rival: Investorer jubler over TikTok bejleri

Microsoft-aktien stiger, efter en overtagelse af det sociale medie TikTok pludselig ser sandsynlig ud.

TikTok er på kort tid blevet særdeles populært - bare ikke hos den amerikanske præsident, som frygter, at det kinesiske selskab kan udnytte data om amerikanske borgere. REUTERS/Florence Lo/Illustration/File Photo

Investorne jubler, efter at Microsoft har bekræftet, at man vil forsøge at overtage det kinesiske medie TikToks forretning i USA - en handel der kan lægge pres på Facebook.

Microsoft-aktien stiger knap 4 pct. på Nasdaq-børsen i USA - eller hvad der svarer til en stigning i markedsværdien på næsten 60 mia. dollar - oven på nyheden.

IT-kæmpen skrev søndag et indlæg på sin blog, hvor firmaet fortæller, at Microsoft CEO Satya Nadella har talt med den amerikanske præsident, Donald Trump, angående en potentiel handel.

Trump har truet med at forbyde det sociale medie TikTok i USA, og det fik tidligt Microsoft til at øjne en mulighed for at overtage det kinesiske selskabets aktiviteter i USA, Canada, Australien og New Zealand.

Microsoft skriver på sin blog, at man vil bygge videre på den brugeroplevelse, som TikToks brugere oplever i dag, samtidig med at man tilføjer »verdensklasse« sikkerhed, sikring af private oplysninger og bl.a. overføre alle data om TikToks amerikanske brugere til USA.

TikTok har angiveligt 100 mio. brugere i USA, og dermed er det sociale medie blevet en voksende trussel mod Facebook, der falder en smule på børsen oven på meldingen.

Microsoft skriver, at man er langt i forhandlingerne med TikToks ejer, Bytedance, og at man forventer, at samtalerne senest er færdige den 15. september 2020.

Normalt ville Facebook været en oplagt bejler til TikTok, men selskabets position er så dominerende, at det er utænkeligt, at Mark Zuckerbergs firma får lov til at overtage TikTok og dermed skaffe endnu en konkurrent af vejen, sådan som Facebook lykkedes med ved overtagelserne af Instagram og WhatsApp.

Google har tidligere forsøgt at skabe en konkurrent til Facebook, Google Plus, der fejlede eklatant. Spørgsmålet er, om Microsoft med Satya Nadella i spidsen endelig lykkes med at udfordre det altdominerende sociale medie.

BRANCHENYT
Læs også