Endnu et ikonisk selskab lider Amazon-døden i USA
Amazon og coronavirus har sendt Lord & Taylor i betalingsstandsning.
Lord & Taylor, USA’s ældste stormagasin, er gået i betalingsstandsning efter det ikke lykkedes at vende skuden og corona-krisen lukkede mange centre.
Firmaet, der blev grundlagt i 1826, har 38 butikker og 651 medarbejdere, skriver Bloomberg.
Dermed er Lord & Taylor blandt de mindre stormagasiner i USA, men det er også blot en ud af mange store nedture i en branche, som er ekstremt hårdt ramt af stigende ehandel og Amazons voksende popularitet.
Tidligere i år er modekæmper som J. Crew og Neiman Marcus gået konkurs, og i maj gik varehuskæden JC Penney i betalingsstandsning.
På det børsnoterede marked har den tidligere succeshistorie Macys tabt 75 pct. af værdien på et år, og hele sektoren handler til kurser som afspejler, at den i høj grad er gået af mode - og truet på livet.
Det gjorde den allerede delvist, inden coronakrisen ramte, men den globale pandemi har kun accelereret udviklingen med stigende ehandel, som i årevis har eroderet indtjeningsgrundlaget i store dele af detailbranchen - og sendt Amazon-aktien 70 pct. i vejret på et år.
Lord & Taylor, som allerede var udfordret, måtte midlertidigt lukke alle sine butikker i marts, da guvernører bad folk om at holde sig indenfor i et forsøg på at stoppe spredningen af covid19-virussen, skriver Bloomberg.
Det har tilsyneladende været dødsstødet for stormagasinet, der skylder knap en mia. kr.


