Erhverv

Københavnske hoteller og restauranter spår dystert efterår

Hovedstadens hoteller og restauranter går et svært efterår i møde på grund af coronakrisen, viser ny rundspørge blandt virksomhederne.

Den københavnske hoteller går et svært efterår i møde. Her ses hotel D'Angleterre i centrum af København. Arkivfoto: Martin Zakora.

De københavnske hoteller og restauranter kan se frem til et kulsort efterår med voldsomme omsætningstab. I hvert fald hvis man spørger dem selv.

Det viser en ny rundspørge, som Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurationsbranchen, står bag. Knap 350 virksomheder har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen.

For ifølge rundspørgen er det især hotellerne og restauranterne i hovedstaden, der ser på de kommende måneder med ualmindeligt pessimistiske briller.

»Tallene taler deres tydelige sprog. Hoteller og restauranter kommer til at mærke, at sensommeren og efteråret bliver meget dårligere, end vi har været vant til,« siger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i Horesta.

Således svarer ni ud af 10 københavnske hoteller i undersøgelsen, at de forventer, at omsætningstabet bliver på mindst 40 pct. af det normale niveau i september og oktober.

Samtidig er der ingen af de hoteller i København, der har medvirket i rundspørgen, der forventer, at de rammer deres normale omsætningsniveau til efteråret.

Til sammenligning forventer hvert tredje hotel udenfor København at ligge på samme omsætningsniveau i september og oktober som i samme periode sidste år.

Også hovedstadens restauranter ser sort på de kommende måneder. I undersøgelsen er det kun hver femte restaurant, der tror, at de er tilbage på deres normale omsætningsniveau til oktober.

Ifølge Kristian Nørgaard skyldes pessimismen, at hotellerne og restauranterne i hovedstadsområdet er dybt afhængige af udenlandske turister uden for højsæsonen.

Coronakrisen har betydet, at danskerne i stor stil er blevet hjemme i sommerferien, og det har til dels holdt hånden over hotel- og restaurationsbranchen samt den øvrige turistbranche.

Men nu lakker sommerferien mod enden, og danskerne vender retur til deres arbejdspladser. Og når de udenlandske turister, der normalt ville fylde godt op i hotellernes og restauranternes reservationer, udebliver, så gør det ekstra ondt på pengepungen.

»Sommerferien plejer at køre fra juni til september. Men danskerne er færdige allerede i august og der er ingen til at tage over. Derfor er der reelt intet marked fra slutningen af august og ind i efteråret,« siger Kristian Nørgaard.

Ifølge Horesta er 170.000 job herhjemme bundet op på turismen i større eller mindre grad. Og både virksomheder og arbejdspladser kan komme i farezonen, hvis hoteller og restauranter bliver ramt hårdt af svigtende gæster.

»Hjælpepakkerne har været gode til at holde hånden over branchen. Men de udløber snart. Derfor risikerer vi at tabe alt det på gulvet, som hjælpepakkerne hjalp med i foråret,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også