Erhverv

Luftfartsmyndigheder anklager Boeing for chikane af medarbejdere

Foto: AP/Mary Altaffer

Flykoncernen Boeing har i en række sager chikaneret og truet sikkerhedsinspektører og hævnet sig på en sikkerhedsinspektør, der klagede, ifølge de amerikanske luftfartsmyndigheder, US Federal Aviation Administration (FAA).

Det skriver Financial Times.

Luftfartsmyndighederne har nu foreslået bøder for i alt 1,25 mio. dollar til luftfartsselskabet.

Mens de amerikanske luftfartsmyndigheder kan slå ned på Boeing for overtrædelser af sikkerhedsaftalen, der blev indgået for 17 år siden, er det Boeing, der står for lønningerne til de ansatte, der skal udføre gennemsynene, hvor overtrædelserne bliver fundet.

I et tilfælde har ledere ansat hos Boeing ventet udenfor et fly, mens en sikkerhedsinspektør foretog en inspektion. Lederne "chikanerede" den ansatte til at blive færdig med inspektionen hurtigere og "skældte den ansatte ud og truede med, at de kunne blive erstattet", skriver Financial Times. En ansat blev også presset til at udføre en inspektion, selv om flyet, der skulle inspiceres, ikke var klar.

Ved en anden inspektion fandt en sikkerhedsinspektør et lys, der ikke virkede. Da Boeing blev bedt om dokumentation for installation af lyset, blev ledelsen angiveligt "irriteret" og lod vente på sig med svar på anmodningen.

Boeing har meddelt, at selskabet ikke vil "tolerere uberettiget pres af nogen art", og at det havde "implementeret korrekte tiltag som svar på begge episoder".

Luftfartsmyndighederne mener, at sikkerhedsinspektørerne i begge tilfælde har fulgt protokollen for deres arbejdsopgaver og sikkerhedskravene.

BRANCHENYT
Læs også