Legoland med dårligste resultat i årevis: Har måske brug for økonomisk hjælp
Legoland har netop offentliggjort sit dårligste regnskab siden 2010, og coronakrisen kan muligvis skabe behov for mere likviditet fra moderselskabet.
Legoland har netop præsenteret sit svageste regnskab siden 2010.
Bundlinjen endte på 83,4 mio. kr. efter skat i 2019, hvilket var cirka 14 mio. kr. mindre end i 2018. Det viser det nye regnskab fra Legoland ApS.
Oveni det dårlige resultat fra 2019 kommer så coronakrisen, som allerede har ført til, at Legolands ejer, Merlin Entertainments, har måttet låne et milliardbeløb for at komme gennem krisen.
Men måske stopper det ikke der.
For selvom Legoland regner med, at der er tilstrækkelig med likviditet til at fortsætte driften, kan det alligevel blive aktuelt med nye penge.
Ifølge det nye regnskab kan Legoland komme i likviditetsproblemer, hvis nedlukningen genindføres, eller hvis antallet af besøgende skuffer i 2020. I årsrapporten beskrives det som et muligt ”downside scenarie”.
Et eventuelt kommende behov for tilførsel af yderligere likviditet vil bringe Legoland i en situation, hvor de må bede moderselskabet, Merlin Entertainment, der er er ejet af Kirkbi, kapitalfonden Blackstone og det canadiske pensionsselskab CCPIB, om en likviditetsindsprøjtning.
»Moderselskabet har tilkendegivet at ville tilføre den til rådighed værende likviditet til sikring af fremtidig drift. I det omfang likviditeten i koncernens parker ikke udvikler sig som forventet, vil der være en risiko for, at moderselskabet skal fremskaffe yderligere likviditet,« fremgår det af torsdagens regnskab, hvor ledelsen dog forventer, at der er det fornødne likviditetsberedsskab i selskabet.
Merlin Entertainment var tidligere på året selv i problemer og måtte bede investorerne om 3,7 mia. kr. i erhvervsobligationer for at dække den daglige drift.
Selvom Legolands regnskab viste et mindre resultat end i de foregående år, var omsætningen i plus. På baggrund af åbningen af det nye Castle Hotel steg den med 25 mio. kr. i forhold til regnskabsåret 2018.
En stigning i produktionsomkostningerne var dog skyld i, at bundlinjen ikke kunne følge med.
Omsætningen på driften af forlystelsesparken faldt med 13 mio. kr.
I årsregnskabet afholder Legoland sig fra at spå om de præcise forventninger til 2020, da de økonomiske konsekvenser af Covid-19 medfører en betydelig usikkerhed. Ledelsen forventer dog, at covid-19 vil have en negativ indflydelse på selskabets indtjening.