Erhverv

Spiritusproducent kræver milliardbeløb i tvist om champagneudbytte

Verdens største alkoholproducent Diageo har ikke modtaget de 1,3 mia. kr. i udbytte for salget af luksuschampagne, som Louis Vuitton-ejer LVMH angiveligt skylder.

To af verdens kæmper er kommet i konflikt over gevinsten fra salget af Möet-champagne . Foto: Phil McCarten/Reuters/Ritzau Scanpix

Luksuschampagnen Möet & Chandon er nu blevet genstand for en voldgiftssag.

Den franske luksusgruppe LVMH, der ejer blandt andet Louis Vuitton-brandet, har nemlig angiveligt ikke betalt det årlige udbytte af salget af blandt andet champagne til sin partner, Diageo.

Det skriver Financial Times.

Diageo, der er verdens største producent af øl, vin og spiritus, mener, at LVMH skylder koncernen mindst 181 mio. euro, eller 1,3 mia. kr. for salget fra 2019.

»Diageo har iværksat en voldgiftssag i henhold til partnernes aftalevilkår angående uenigheden,« lød det fra Diageo i et notat i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets regnskabstal.

Generelt har både luksusmærker og alkoholiske drikke haft det svært under coronakrisen, og børsnoterede koncerner i branchen har over en bred kam skåret udbytterne ned af den grund.

LVMH tabte i første halvår 68 pct. af sit driftsresultat, der landede på 1,67 mia. euro mod forventninger om 2,7 mia. euro, rapporterede koncernen for nylig.

LVMH ejer 66 pct. af joint venturet Möet Hennessy, mens Diageo sidder på 34 pct.

BRANCHENYT
Læs også