Erhverv

Verdensstjernerne fra United vandt først i overtid – men fynboen Falk leverede kampens detalje

FCK pressede Manchester United ud i forlænget spilletid i kvartfinalen i Europa League.

Kan et 0-1-nederlag efter forlænget spilletid være et stort, flot resultat?

Ja, bestemt for FC København, når modstanderen er en af verdens største og aktuelt bedste klubber i skikkelse af Manchester United.

0-0 sluttede den ordinære tid i kvartfinalen i Europa League.

FCK havde faktisk et par store muligheder for at komme foran, men blev til sidst spist i overtiden af Manchester United, der stillede med alle de store stjerner i Europa League-kvartfinalen.

United havde faktisk brug for et tyndt straffespark for at komme foran. Andreas Bjelland havde lidt fat i skulderen på Anthony Martial, der hurtigt faldt til jorden. Målet blev sendt ind af den nye United-darling Bruno Fernandes.

FCK spillede en glimrende kamp, okay, ret skal være ret, der var også brug for lidt held for at holde kampen i live så længe.

Reddet af VAR

Lige inden pausen blev FCK reddet af video-dommerne i VAR-rummet, da Mason Greenwood løb fra FCK-forsvaret og hamrede bolden ind via stolpen. Men den scoring blev korrekt annulleret efter en omgang videotjek.

To gange efter pausen blev FCK reddet af stolpen på spark fra Mason Greenwood og Bruno Fernandes.

Kampens bedste detalje blev ikke leveret af de engelske mangemillionærer, men af fynboen Rasmus Falk, der snød to United-spillere med en brasiliansk hældribling på baglinjen.

Han servererede bolden for Jonas Wind, der kunne og burde have sendt FCK imod sensationen og semifinalen. Men den unge angriber skubbede bolden videre til Bryan Oviedo, og så blev ikke rigtig til noget.

Til sidst var der ingen hjælp at hente i den forlængede spilletid. Stadion var gabende tomt og gloende varmt, og FCK formåede ikke at skabe den gyldne mulighed i slutfasen.

FC København åbnede opgøret med en omgang optimistisk småspil i høje side imellem de offensive FCK-folk Jonas Wind og Rasmus Falk.

Flere FCK-chancer

Også angriberen Mohamed Daramy bød ind. I dagene I dagene op til kampen havde han flere gange fortalt, at han var kæmpe-fan af Manchester United. I første halvleg fik FCK-angriberen to gode muligheder for at gøre det onde ved sine helte. Den første mulighed var faktisk rigtig stor, da et indlæg blev rettet af, men Daramy opfattede det for sent og fik ikke stukket sit ben hurtigt nok frem.

Efter et kvarter fik FCK en dobbeltchance. Først sled Mohamed Daramy sig fri men blev tacklet lige i sidste øjeblik inde i feltet. Bolden dumpede bagefter ned for fødderne af Jonas Wind og Jens Stage, der ikke kunne blive helt enige om, hvem der skulle afslutte. Det endte med et lidt forkølet venstrebensspark.

Jens Stage var også uforvarende i fokus inden opgøret i en strid om ord i Danmark, der hurtigt eskalerede.

Det var et udsagn på de sociale medier fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, der sendte FCK i det røde felt.

Tesfaye skrev følgende på Twitter:

»FCK-United? Jeg kunne aldrig drømme om at håbe de klubber nogensinde vandt en fodboldkamp. Men hvem håber jeg mest på taber? Jeg håber på nederlag til Judas Stage og Kamil Paycheck.«

Det var en bemærkning med henvisning til Jens Stage og Kamil Wilczek, der er skiftet til FCK fra rivalerne AGF og Brøndby.

Tesfaye, der er erklæret AGF-fan, slettede senere sine udtalelser. Men det var ikke nok for FCK-ledelsen, der var så fortørnet over udtalelsen, at den præcis et kvarter før kampstart i Köln udsendte en pressemeddelelse med krav om en undskyldning fra ministeren.

FCK til minister: Sig undskyld

»Det er forkert over for spillerne, men det er det i høj grad også over for spillernes familier, der i forvejen har måttet stå model til meget. Derfor forventer vi naturligvis en lige så officiel undskyldning fra ministeren, som hans angreb var det,« lød det fra Bo Rygaard, der er formand for Parken Sport & Entertainment.

Imens der blev kæmpet om ord i Danmark overtog Manchester United kampen. Midtbanemanden Paul Pogba strøede om sig med lange afleveringer, og United fik presset FCK i bund. Det gentog sig i anden halvleg, men det blev ved et par engelske stolpeskud og et par veltimede tacklinger fra Victor Nelsson og flere superredninger fra Kalle Johnsson, der snuppede alt undtagen straffesparket.

Læs også