Erhverv

Zalando gentager forventningerne efter endeligt regnskab

Zalandos salg er steget med 27 pct. i andet kvartal. Foto: Martin Schutt/AP

Den tyske e-handelsplatform Zalando, der sælger tøj, sko, modetilbehør og skønhedsprodukter online, fastholder forventningerne i det endelige regnskab for andet kvartal, hvor salg og driftsindtjening også rammer inden for den senest udmeldte prognose.

Det fremgår af regnskabet for andet kvartal fra det tyske selskab, der kom med foreløbige regnskabstal og opjusterede forventningerne i midten af juli.

Salget er i andet kvartal steget med 27 pct. til 2,03 mia. euro, hvor prognosen fra midten af juli lød på 2,01-2,05 mia. euro.

Den justerede driftsindtjening er i kvartalet mere end fordoblet til 211,9 mio. euro fra 101,7 mio. euro. Her lød den seneste prognose på 200-220 mio. euro.

Bruttohandelsvolumen (GMV) er steget med 33 pct. i kvartalet til 2,69 mia. euro.

- Vi er kommet stærkere ud af den første bølge af denne pandemi, end vi kom ind i den, hvilket er et resultat af vores strategiske klarhed, vores stærke partnerskaber og en ekstraordinær holdindsats, siger finansdirektør David Schröder.

Zalando fastholder forventningerne om at levere en omsætningsvækst på mellem 15 og 20 pct. i 2020, og det justerede driftsresultat før renter og skat (EBIT) ventes også fortsat at lande i intervallet 250 til 300 mio. euro.

BRANCHENYT
Læs også