Erhverv

Planer om flere solcelleparker på Norddjursland

Interessen for at opføre solcelleanlæg er så stor, at Norddjurs Kommune kan blive nødt til at tage en pause, vurderer miljø- og teknikformand.

Store mængder landbrugsjord i Norddjurs Kommune vil i de kommende år blive ændret til solcellerparker. Arkivfoto

Flere solcelleanlæg på mere end 100 hektar er på vej i Norddjurs Kommune. Interessen for at ride med på den grønne bølge og bygge solanlæg på marker er endda så stor, at behandlingen af ansøgningerne sætter forvaltningen under pres, oplyser Jens Meilvang (LA), formand for miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune.

»Vi har rigtig mange ansøgninger liggende i forvaltningen, og der bliver brugt meget tid på sagsbehandlingen lige nu. Så sent som mandag var vi til borgermøde om et planlagt solcelleanlæg i Søby,« fortæller Jens Meilvang.

»Der er gang i så meget, at det er et spørgsmål om tid, før vi må sætte det på standby. Så har vi også gjort det, vi skulle, i Norddjurs Kommune,« vurderer han.

Grøn bølge på godser

Norddjurs Kommune har f.eks. modtaget en ansøgning om opstilling af solcelleanlæg på i alt 240 hektar på Kejsegården ved Ålsrode.

Personligt synes jeg ikke, det er grimt at køre forbi en solcellepark. Folketinget har i øvrigt også forpligtet os til at lave mere grøn energi.

Jens Meilvang (LA), formand for miljø- og teknikudvalget, Norddjurs Kommune.

Copenhagen Green Energy A/S har desuden ansøgt om tilladelse til etablering af en solcellepark på i alt 263 hektar ved Mejlgaard Gods samt et anlæg på i alt 146 hektar ved Estruplund Gods. Kommunalbestyrelsen i Norddjurs har givet grønt lys til at gå videre med projektet. En VVM-undersøgelse skal nu afklare de miljømæssige konsekvenser af anlægget ved Estruplund. Undersøgelsen skal bl.a. belyse de visuelle forhold i landskabet og i forhold til de nærmeste naboer samt støj og konsekvenser for dyr – f.eks. krondyrbestanden i området.

Mere grøn energi

»Vi har fra kommunalbestyrelsens side sagt god for, at de arbejder videre med det. Der har allerede været afholdt et lille borgermøde omkring det projekt, men efter VVM-redegørelsen kommer der yderligere høringsperioder og borgermøder,« fortæller Jens Meilvang.

Udsigten til, at agerland på Djursland ændres til solcelleparker, generer ikke formanden for miljø- og teknikudvalget.

»Jeg har det fint med solcelleanlæg. Personligt synes jeg ikke, det er grimt at køre forbi en solcellepark. Folketinget har i øvrigt også forpligtet os til at lave mere grøn energi, og det er godt, hvis nogen i Norddjurs Kommune vil bruge deres marker til det,« siger Jens Meilvang.

BRANCHENYT
Læs også