Erhverv

Codan: Arbejdsmiljølovgivning hæmmer mulighed for hjemmearbejde

Christian Baltzer, topchef i Codan. Foto: PR

Coronakrisen har budt på hjemmearbejde i mange selskaber, og hos mange vil man permanent indføre muligheden for at arbejde hjemme.

Topchefen i forsikringsselskabet Codan mener dog, at lovgivningen på området vanskeliggør muligheden for at gøre hjemmearbejdet til hverdag. Det skriver Berlingske Business.

Codans administrerende direktør, Christian Baltzer, mener, at arbejdsmiljølovens bør efterses, for at sikre at lovgivningen er klar til en fremtid med hjemmearbejde.

- Vi er et sted nu, hvor man skal kigge på, om arbejdsmiljølovens hensigter går hånd i hånd med de ønsker og krav, der er nu, siger han til Berlingske Business.

Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, ser også problemer med arbejdsmiljøloven, der ifølge ham ikke tager højde for særlige problemstillinger, der kan være ved hjemmearbejde.

Arbejdsmiljøloven stiller særlige krav til arbejdspladsens inventar, belysning, ventilation og redningsudstyr. Arbejder man hjemme regelmæssigt - altså mere end én dag om ugen - gælder lovgivningen også for hjemmemiljøet - og det er arbejdsgiverens ansvar.

Den nuværende lovgivning er ikke tilpasset den nye fremtid med hjemmearbejde, mener Christian Baltzer, der i første omgang ønsker at flytte grænsen fra en til to hjemmearbejdsdage for at skabe fleksibilitet.

Codan har allerede indledt dialog med fagforeningerne og tilsynsmyndighederne om problemstillingerne, fortæller topchefen.

Link til originalartikel (for abonnenter): https://www.berlingske.dk/arbejdsliv/forsikringsboss-kraever-opgoer-med-lov-haemmer-muligheden-for

BRANCHENYT
Læs også