Erhverv

Genmab skuffer en smule på bundlinjen - men opjusterer lidt i toppen

Genmab landede et resultat efter skat i andet kvartal, der ikke helt kunne leve op til analytikernes forventninger. Til gengæld blev det til en lille opjustering af 2020-målene.

Foto: PR

Opjusteringen skyldes øgede royalty-indtægter fra øjemidlet Tepezza.

Selskabet venter nu en omsætning på 9100-9700 mio. kr. og et driftsoverskud på 5200-5800 mio. kr.

Det fremgår af selskabets regnskab for andet kvartal, der er offentliggjort onsdag eftermiddag.

Tidligere ventede Genmab en omsætning på 9100-9500 mio. kr. og et driftsoverskud på 5200-5600 mio. kr.

Analytikerne forudså forud for regnskabet en omsætning i 2020 på 9,53 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 5,6 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Partneren Janssens salg af kræftmidlet Darzalex vil ifølge Genmabs prognose fortsat lande på 3,9-4,2 mia. dollar.

Det vil give Genmab en royaltyindtægt på 4075-4475 mio. kr.

Prognosen inkluderer desuden næsten 90 pct. af forudbetalingen på 750 mio. dollar, som Genmab modtog i forbindelse med en stor partneraftale, selskabet indgik med Abbvie i juni. Den resterende del vil blive indtægtsført over de kommende år.

Salgsprognosen inkluderer også milepælsbetalinger og andre royalties på nu 200-400 mio. kr. mod tidligere ventet cirka 200 mio. kr. - altså et løft på 200 mio. kr. i toppen i forhold til den tidligere prognose.

Det er her, royalty-indtægterne fra Tepezza indregnes.

Dertil kommer refundering af udgifter som led i samarbejdet med Seattle Genetics og Biontech på omkring 475 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også