Erhverv

Jysk-familien slutter sig til velhavere - går ind i kapitalfond

Den danske kapitalfond Vækstpartner Kapital har fået nye velhavere ind som investorer. Kapitalfonden investerer i mindre vækstvirksomheder.

Jacob Brunsborg (tv.) kører i Lars Larsen Group parløb med selskabets direktør, Jesper Lund (th.). De er netop gået ind i den danske kapitalfond Vækstpartner Kapital. Foto: Joachim Ladefoged

Den danske kapitalfond Vækstpartner Kapital fra Ry har i den grad succes med at hente investorer fra toppen af dansk erhvervsliv.

I Vækstpartner Kapitals først fond var Novo Nordisk-direktørerne Lars Fruergaard Jørgensen og Mads Krogsgaard Thomsen med. Det samme var de udkøbte Lego-milliardærer Anders og Casper Kirk Johansen og Better Collective-stifterne Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen.

Vækstpartner Kapital
Kapitalfonden Vækstpartner Kapital investerer i mindre danske virksomheder ud fra nedenstående kriterier:
  • Base i Danmark
  • Årlig omsætning på mellem 10 og 75 mio. kr.
  • Teknologi/produktejer
  • Skalerbar forretningsmodel
  • Fornuftigt vækstpotentiale
  • Åben for aktivt og deltagende ejerskab

Nu har en særdeles kendt familie meldt sig på banen som investor i Vækstpartner Kapitals anden fond. Nemlig Lars Larsens arvinger fra Jysk-familien.

Jesper Lund, adm. direktør i Lars Larsen Group, bekræfter investeringen i Vækstpartner Kapital, som satser på mindre vækstvirksomheder med en omsætning på mellem 10 og 75 mio. kr.

»Det er et godt østjysk initiativ til investering og udvikling af mindre virksomheder,« siger han i en udtalelse.

Udover Jysk-familien er også den velhavende familien Hanssen, der står bag benzinkæden Go'on, kommet med som investor i den jyske kapitalfond.

Pengene fra Lars Larsen Group, familien Hanssen og de op mod 80 andre investorer i Vækstpartner Kapital er allerede kommet ud at arbejde, da kapitalfonden har købt knap halvdelen af den fynske robotkomet Roeq. Samtidig er et milllionbeløb skudt ind i robotkometen.

»Det (Roeq, red.) er en meget stærk produktionsvirksomhed i en sektor, hvor vi ser et stort potentiale for vækst. Mange arbejdsgange i produktionsvirksomheder kan blive automatiseret, og det hjælper Roeq med,« siger Klaus Bülow Davidsen, partner i Vækstpartner Kapital.

Roeq udvikler udstyr til mobile robotter, der effektivt bygger bro mellem for eksempel lager og produktionslinjer, så en fuldautomatisk intern logistik opnås.

Robotfirmaet omsætter årligt for et tocifret millionbeløb og forventer i 2020 at fordoble omsætningen. Inden coronakrisen ramte, var forventningen en tredobling af omsætningen.

Ifølge Michael Ejstrup Hansen, stifter og adm. direktør i Roeq, går robotfirmaet efter at blive den største i sin del af branchen.

»Men der skal investeres en del kroner for at forløse potentialet. For noget tid siden indså vi, at vi ikke selv kunne løfte den opgave. Nu har vi så fået nye økonomiske kræfter ind og har sat et hold, som vi tror på,« siger han.

Roeq har i øjeblikket 15 ansatte, men forventer at øge det antal medarbejdere i et roligt tempo.

BRANCHENYT
Læs også