Tivoli forventer underskud på 150-200 mio. kr. i 2020
Coronakrisen er som en rutjebanetur - bare uden stopklods for enden af turen.
Tivoli er hårdt ramt af coronakrisen.
Efter tidligere nedjusteringer af forventningerne kommer forlystelseshaven nu med en ny nedjustering efter første halvår: 2020 vil vise et underskud før skat på mellem 150 og 200 mio. kr.
»Rammebetingelserne for Tivolis forretning er på grund af COVID-19 og de omfattende sociale restriktioner væsentligt forringet, og derfor er Tivoli økonomisk meget hårdt ramt af coronakrisen,« lyder det fra finansdirektør, Andreas Morthorst i Tivoli.
Omsætningen i første halvår faldt lodret til 163 mio. kr. mod 400 mio. kr. året før. Overskuddet før skat i halvåret lander på et minus på 135 mio. kr. mod et minus året før på 42 mio. kr.
»Det er i høj grad den forskudte åbning, forbuddet mod større forsamlinger, 6-dages reglen for turister og de generelt færre turister i København, som påvirker Tivolis aktivitetsniveau negativt - samtidig med at COVID-19 også forøger Tivolis omkostninger til sikkerhedsmæssige og hygiejniske foranstaltninger,« siger Andreas Morthorst.
Allerede den 10. juni meddelte Tivoli, at man risikerede et underskud på op imod 100 mio. kr., men det forventes at gå langt værre end det.
»På baggrund af disse erfaringer og forventningen om, at Tivoli også i resten af året i usædvanlig grad vil være påvirket af restriktioner for bl.a. større forsamlinger og et markant bortfald af internationale turister i København, som normalt udgør ca. en tredjedel af Tivolis gæster, foretager Tivoli en nedjustering af forventningerne til 2020,« hedder i halvårsrapporten.
Tivoli forventer en halvering af det samlede antal gæster i 2020.
Og selv om man har tilpasset sin organisation, hvor hver femte medarbejder er blevet afskediget, så vil det ikke være nok til at afbøde det store fald i indtægterne.
Og man risikerer, at det kan gå endnu værre såfremt corona blusser op igen og medfører yderligere restriktioner.
»Forventningerne for 2020 tager udgangspunkt i de nuværende restriktioner samt det omfang og det niveau af smittespredning, som COVID-19 har på tidspunktet for aflæggelse af halvårsrapporten,« skriver Tivoli i halvårsregnskabet.

