Erhverv

Analytiker: Uventet og fornem opjustering fra Scandinavian Tobacco Group

Det er en uventet opjustering, Scandinavian Tobacco Group har leveret fredag morgen.

Sådan lyder kommentaren fra analytiker Magnus Thorstholm Jensen fra SEB over for Ritzau Finans.

Flere hjemmearbejdende under coronapandemien har medført øget forbrug af håndrullede cigarer og stærk vækst i onlineforretningen, begrunder selskabet i en meddelelse fredag morgen.

Tobaksselskabet ser nu en organisk vækst i EBITDA-indtjeningen på mere end 9 pct. i år mod tidligere en vækst på mere end 2 pct.

Det ser ifølge analytikeren rigtigt fornemt ud.

- Så vidt jeg husker det, så lå de også lige over 2 pct. i mine estimater. Så det er rigtig pænt, siger Magnus Thorstholm Jensen.

Tobakskoncernen leverer også tal for første halvår med en organisk vækst i nettoomsætningen på 4,9 pct., hvor SEB ventede omkring 2 pct.

Aktien i Scandinavian Tobacco Group ligger fredag ved 10-tiden 7,9 pct. højere i 99,95 kr.

BRANCHENYT
Læs også