Erhverv

Madklubben-salg er sat på pause

Stifter Anders Aagaard mener ikke, det er det rigtige tidspunkt til salg af restauranter

Coronakrisen har tvunget Madklubben-stifteren Anders Aagaard til at sætte salget af restaurantkæden på pause. Fotos: Gregers Tycho

Ugen inden Mette Frederiksen gik på talerstolen og lukkede store dele af Danmark ned på grund af corona, havde stifter og administrerende direktør for Madklubben, Anders Aagaard, sat sin restaurantkæde til salg.

Disse planer blev dog hurtigt spoleret af coronaepidemien, og derfor har Anders Aagaard nu sat sin søgen efter en medejer til restaurantkæden på pause.

Det skriver FødevareWatch fredag.

Timingen viste sig at være dårlig, for efterfølgende kom et forår med elendige forhold for restaurationsbranchen, der blev hårdt ramt af nedlukningerne. Selvom meget er åbnet igen, er det stadig ikke det rigtige tidspunkt for køb og salg af restauranter, hvis man spørger Madklubben-ejeren.

»Det er ikke den rette tid at sælge restaurationsvirksomheder. Det har i branchen været et turbulent forår og sommer, og efteråret bliver sikkert ligeså. Når en sektor lukker ned, står salg ikke som det mest naturlige skridt. Man skal være godt skør for at gå på opkøb lige nu, eller også håber køber at få virksomheden for en slik. Det kommer ikke til at ske for Madklubben,« siger Anders Aagaard til FødeVareWatch.

2019 var en kæmpe succes for Madklubben, der i regnskabet noterede et overskud på mere end 16 mio. kr., hvilket var mere end tre gange så meget som året før. Antallet af restauranter og medarbejdere voksede også i 2019.

Anders Aagaard har dog ifølge FødevareWatch ingen forhåbninger om, at den samme succeshistorie bliver gentaget i 2020.

»Hvis vi kommer ud af det her år med skindet på næsen og uden underskud, så er jeg glad. Jeg sagde til min bankmand forleden, at vi ikke kommer til at gå under budget, og det holder jeg fast på. Og selv hvis vi gør, er der bare sådan, det er, for vi har råd til et år med underskud,« siger Madklubben-stifteren til FødevareWatch.

Madklubbens første restaurant åbnede i 2007 i København, og siden har det ifølge FødevareWatch udviklet sig til en restaurantkæde på 28 restauranter.

BRANCHENYT
Læs også