Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Regeringen og butikker beroliger: Der er nok mundbind

Fra næste lørdag er det et krav at bruge mundbind i den offentlige transport hele døgnet.

Corona rammer verden

Flere danskere vil få brug for mundbind, når der næste uge bliver et krav, når man kører i den kollektive transport.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) forventer dog, at der er tilstrækkeligt med mundbind i butikkerne, når kravet træder i kraft.

Det siger han lørdag på et pressemøde om coronasituationen i Danmark.

- Vi er fortrøstningsfulde i forhold til, at det private marked kan nå det. Vi har givet en uge, så det kan nås.

- Ved siden af har vi nationale lagre, som også blev sat ind i Aarhus, som vil kunne blive sat ind, hvis det kniber, siger han.

Hos Dansk Industri forventer man også, at der er nok - hvis ikke folk hamstrer.

- Der er rigtig, rigtig mange mundbind på vej til Danmark, siger Lars Frelle-Petersen, medlemsdirektør hos Dansk Industri.

- I løbet af den kommende uge vil der komme store partier, så ja, der vil være mundbind til alle, hvis vi ikke hamstrer og køber store mængder til os selv, men køber det, der er behov for på den korte bane, lyder det.

Kravet om brugen af mundbind i al offentlig transport træder i kraft næste lørdag 22. august. Det gælder for alle over 12 år.

Det kommer, efter at der den seneste tid er set et stigende antal smittede i Danmark.

Lørdag er meldingen fra Salling Group, der står bag Føtex, Netto og Bilka, at der er opbygget en solid lagerbeholdning.

- Vi har taget højde for udviklingen i retning af et stigende covid-19 smittetryk gennem de sidste uger.

- Det betyder, at der er opbygget en solid lagerbeholdning, så vi har ekstra mange mundbind til rådighed for kunderne, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Annette Juhler Kjær, direktør for Kommunikation, i en pressemeddelelse.

Prisen bliver tre kroner per mundbind i Sallings butikker. Det samme er tilfældet i Coops butikker, der lørdag satte 1,3 millioner mundbind til salg.

BRANCHENYT
Læs også