Fortsæt til indhold

Coronakrisen gør ondt på Demant - der dog lander bedre end ventet

Uden yderligere nedlukninger som følge af coronavirrussen venter Demant nu en vækst i omsætningen på 5 til 15 pct. for andet halvår.

Erhverv

Coronakrisen ramte Demant med et voldsomt slag i de første seks måneder af året. Slaget var dog ikke helt så hårdt, som analytikerne havde frygtet. Det viser det halvårsregnskab, som høreapparatproducenten har offentliggjort mandag morgen.

»I perioden fra midten af marts og fremefter – som er uden fortilfælde – blev vores omsætning hårdt ramt, og markedet for høresundhedsløsninger gik helt i stå,« udtaler Søren Nielsen, koncernchef og adm. direktør i Demant, i forbindelse med regnskabet.

Den bratte opbremsning resulterede i en omsætning på ca. 6 mia. kr. i første halvår. Det svarer til et faldt på 17 pct. sammenlignet med samme periode i fjor.

Analytikerne havde dog ventet, at omsætningen ville ende på 5,7 mia. kr. Efter at restriktionerne rundt om i verden blev rullet tilbage, har Demant oplevet en »stærk bedring«, som er fortsat ind i tredje kvartal.

»Jeg er stolt over at kunne konstatere, at vi med vores evne til at styre vores omkostninger og forblive i tæt kontakt med vores kunder befinder os i en solid position, som gør os i stand til at sikre fortsat bedring og styre sikkert gennem coronakrisen,« lyder det videre fra Søren Nielsen.

Driftsresultatet (EBIT), hvor der er justeret for særlige poster fra konsolideringen af headsetforretningen Epos, endte i første halvår på minus 193 mio. kr.

Bundlinjen før og efter skat endte på henholdsvis 26 og 121 mio. kr. Til sammenligning endte de samme poster i regnskabet i første halvår 2019 på 994 mio. kr. og 767 mio. kr.

»Til min store tilfredshed har vi været i stand til at holde dampen oppe og følge vores plan for udvikling og lanceringer af nye produkter igennem et udfordrende halvår, og vores medarbejdere har været engagerede og gjort et fantastisk stykke arbejde for at støtte selskabet,« lyder det fra Søren Nielsen.

For den resterende del af året venter Demant en vækst i omsætningen på 5-15 pct.

Her gør selskabet dog opmærksom på, at sammenligningsgrundlaget er påvirket af det hackerangreb, der fandt sted i 2019. Koncernen venter derudover en forbedring i driftsresultatet.

Forventningerne er baseret på, at »der ikke sker yderligere omfattende nedlukninger inden udgangen af året, og at salget af høresundhedsløsninger vil nærme sig en normalisering i fjerde kvartal«.

Artiklens emner
Demant