Erhverv

Pandora-aktien i stort dyk efter rødt regnskab

Pandora tabte næsten 200 mio. kr. på driften i årets andet kvartal.

Pandora har været hårdt ramt af coronakrisen.  Arkivfoto: Jakob Dall

Pandora-aktien er sendt ud i et markant fald i dagens handel på børsen, efter at smykkeproducenten sent mandag aften offentliggjorde et rødt regnskab. Investorerne har sendt aktien ned med ca. 7,5 pct.

Faldet har sendt Pandora ned på en klar sidsteplads i C25-indekset, og for Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, kommer dykket ikke som nogen overraskelse.

»Halvårsregnskabet er indtjeningsmæssigt dårligt, hvilket ikke burde komme som den store overraskelse. Aktiekursen derimod afspejler ikke at der kommer specielle udfordringer i 2020 og/eller hælder investorerne til, at udfordringerne hurtigt og sikkert går over. Der er eller burde være lagt op til en større kurssnitter,« skrev han i en kommentar til regnskabet.

Regnskabet viste, at Pandoras omsætning faldt med 2,1 mia. kr. i andet kvartal, hvilket svarer til et fald på 44 pct. sammenlignet med samme periode i fjor. Samlet blev der i forhold til 2019 skåret 2,4 mia. kr. af selskabets omsætning i årets første seks måneder. Det svarer til et fald på 26 pct.

På driften resulterede coronakrisen i et tab på 198 mio. kr. i andet kvartal. Det resulterede i et overskud på 5 mio. kr. på driften i årets første seks måneder. Til sammenligning kom smykkeproducenten ud af samme periode sidste år med et driftsoverskud på 1,7 mia. kr.

»Vi vil ikke glemme Q2 2020 foreløbigt. Covid-19 har ændret vores samfund og udfordret globale brands i hele verden,« udtalte Alexander Lacik, adm. direktør i Pandora, i forbindelse med regnskabet.

BRANCHENYT
Læs også