Erhverv

Kraftig tilbagegang i Pandora: Forventer fald i omsætningen på op til 20 pct. i år

Omsætningen og bruttofortjenesten dykker kraftigt i smykkekoncernen Pandora, som igen er klar med forventninger for 2020 efter en midlertidig suspendering.

Pandora afsætter smykker i 100 lande gennem 7.500 salgssteder - her af 2.700 konceptbutikker. Foto: Jesper Olesen.

Pandora tabte 198 mio. kr. på driften i årets andet kvartal og kommer derfor ud af første halvår med et overskud på 5 mio. kr. på driften.

Samme periode sidste år gav 1,7 mia. kr. i driftsoverskud.

Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddeleles med regnskabstallene for årets første seks måneder.

»Vi vil ikke glemme Q2 2020 foreløbigt. Covid-19 har ændret vores samfund og udfordret globale brands i hele verden,« udtaler Alexander Lacik, adm. direktør i Pandora, i regnskabsmeddelelsen.

Bruttofortjenesten dykkede i første halvår med 26 pct. til 5,2 mia. kr.

Selv hvis der ikke kommer nye store nedlukninger af samfundet, bliver 2020 et år, som ventes at tage hårdt på smykkekoncernens omsætning.

»Pandora forventer, at den organiske vækst vil være -14 til -20 pct. i 2020,« skriver virksomheden i regnskabsmeddelelsen.

Pandoras omsætning faldt med 2,4 mia. kr. til 7 mia. kr. i årets første seks måneder sammenlignet med samme periode året før. Det er et fald på 26 pct.

Det var specielt andet kvartal, der bød på en negativ udvikling. Her udgjorde omsætningsfaldet 2,1 mia. kr. svarende til et fald på 44 pct. i forhold til 2. kvartal i 2019.

Alexander Lacik peger på, at pandemien kan efterlade en varig effekt på forbrugernes adfærd, vores måder at arbejde på og anvendelsen af teknologi.

»Pandoras forretningsmodel har bevist sin modstandsdygtighed under krisen, og vores forbrugere er fortsat med at engagere sig aktivt i branded trods lukkede butikker,« mener Alexander Lacik.

Smykkekoncernen lægger ikke skjul på, at miljøet i detailhandlen fortsat er forbundet med stor usikkerhed på grund af udviklingen i coronapandemien.

»De fortsatte lokale stigninger i hændelser, og den iboende kommercielle indvirkning fra at vi holder social afstand forventes fortsat at påvirke indtægterne negativt i andet halvår,« skriver smykkekoncernen.

For hele året ventes en EBIT-margin i niveauet 16 til 19 pct.

BRANCHENYT
Læs også