Erhverv

Sverige afviser Norwegian: Økonomien er for dårlig

Sverige har afvist det norske flyselskabs ansøgning om adgang til statslig kreditgaranti, fordi økonomien i Norwegian ikke er stærk nok.

Arkivfoto: Gregers Tycho.

Det norske flyselskab Norwegian må indkassere endnu en bet i forsøget på at komme økonomisk på vingerne igen.

Riksgälden, der er en myndighed under det svenske finansministerium, har vendt tommelfingeren nedad til Norwegians ansøgning om adgang til en statslig svensk kreditgaranti.

Det skriver flere norske medier – herunder Dagens Næringsliv og flybranchemagasinet E24.

Den svenske regering har på grund af coronakrisen indført et særligt garantiprogram, der kan yde kreditgarantier til flyselskaber med svensk luftfartstilladelse og/eller som har store dele af deres forretning forankret i Sverige.

Garantirammen lyder på op til 5 mia. svenske kroner.

Det er Norwegians svenske datterselskab Norwegian Air Sweden AB, der officielt har søgt om at blive godkendt til kreditgaranti hos Riksgälden.

Men Norwegians økonomi er for dårlig til, at de svenske myndigheder tør give grønt lys. Derfor har de afvist ansøgningen fra det norske lavprisselskab med udgangspunkt i, hvordan økonomien så ud i 2019.

»Selskabet er ikke anset som økonomisk forsvarligt per 31. december 2019,« skriver Riksgälden i sin begrundelse.

Norwegian var allerede inden coronakrisen i store økonomiske problemer, men pandemien, som har sendt flytrafikken i knæ, har været tæt på at knække halsen på det norske flyselskab

Norwegian forhandlede i foråret en større krisepakke på plads med sine kreditorer, leasingselskaber og investorer.

Krisepakken, som samtidig gav flyselskabet adgang til 2,7 mia. norske kroner i statslige lån, betyder, at kreditorerne har nikket ja til at konvertere 10,8 mia. norske kroner fra gæld til egenkapital.

Derudover har selskabets aktionærer også sagt ja til, at Norwegian kan rejse 300-400 mio. norske kroner i en aktieemission.

BRANCHENYT
Læs også