Erhverv

Royal Unibrew-omsætning bakkede 10 pct. - forventningerne opjusteres

Royal Unibrew vil betale den lønkompensation, som bryggeriet har modtaget fra den danske stat, tilbage.

Royal Unibrews poduktion på bryggeriet i Fakse. Arkivfoto: Gregers Tycho

Driftsindtjeningen for bryggeriet i 2020 ventes nu at lande på 1.425-1.525 mio. kr. mod tidligere estimeret 1.250-1.375 mio. kr.

Det meddeler Royal Unibrew, som tirsdag aften har fremlagt sit regnskab for andet kvartal, selvom det først var ventet mandag.

Oprindeligt spillede Royal Unibrew ud med en 2020-forventning om et resultat på niveau med 2019, hvor bryggeriet tjente 1.469 mio. kr. på driften.

Forventningerne blev dog suspenderet den 19. marts på grund af udbruddet af coronavirus, inden bryggeriet i juni igen var parat til melde forventninger ud.

"Som forventet var andet kvartal betydeligt påvirket af covid-19. I begyndelsen af kvartalet var 'on-trade' lukket i de fleste markeder, og mange restriktioner om social distancering blev indført," skriver Royal Unibrew i regnskabet og fortsætter:

"Mod udgangen af kvartalet noterede de fleste af vores markeder et løft af de mange covid-19-realterede restriktioner, hvilket understøttede vores tilbagevenden til 70 pct. af de normale 'on-trade'-salgsniveauer."

On-trade vedrører salget til restaurationsbranchen.

I mængder solgte bryggeriet i alt 3,05 mio. hektoliter mod 3,24 mio. hektoliter i samme kvartal af 2019.

Bundlinjen viser et overskud efter skat på 360 mio. kr. mod et overskud på 388 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

Royal Unibrew har samtidig besluttet at betale den lønkompensation, som bryggeriet har modtaget fra den danske stat, tilbage.

"Præstationen i forretningen har været stærkere end antaget, da restriktionerne blev annonceret i marts 2020 som følge af covid-19," skriver bryggerikoncernen i regnskabet for andet kvartal.

Lønkompensationen ville ellers have påvirket resultatet i første halvår positivt med 10 mio. kr., oplyser Royal Unibrew.

BRANCHENYT
Læs også