Fortsæt til indhold

Haldor Topsøe øger omsætningen med 16 pct. i første halvår

Trods et godt første halvår forventer Haldor Topsøe, at selskabet grundet coronaepidemien kan se frem til en svær afslutning på 2020.

I Juni havde Roeland Baan første arbejdsdag som administrerende direktør for Topsøe.
Erhverv

Haldor Topsøe øger i første halvår af 2020 omsætningen til 3,2 mia. kr., hvilket er en forøgelse på 16 pct. set i forhold til samme periode sidste år, hvor omsætningen lå på lidt over 2,7 mia. kr.

»Vi er meget begejstrede for de resultater, vi har opnået i det første halvår af 2020,« skriver Haldor Topsøe i forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet.

Resultatet på bundlinjen har også gennemgået vækst på 2 pct. i forhold til første halvår 2019 og er på 334 mio. kr.

Selskabet forventer dog, at andet halvår bliver svært på baggrund af coronaepidemien. Forventningerne til årsomsætningen er derfor uændrede på 5,9 til 6,3 mia. kr. på trods af gode resultater i årets første seks måneder.

»Mens vi har fået meget tilfredsstillende resultater for det første halvår, ser vi frem mod et svært andet halvår. Vi ser en negativ effekt af covid-19 pandemien i ordrerne, hvilket reflekterer, at mange raffinaderier og teknologiske projekter er påvirket af lav efterspørgsel og lav økonomisk global vækst. Vi fastholder vores forventninger for året 2020, da vi forventer, at de gode resultater, vi har opnået i årets første seks måneder af 2020, vil opveje for den negative påvirkning af covid-19 i den anden halvdel af 2020,« siger direktør Roeland Baan fra Topsøe, der ikke ser de store svagheder i selskabet.

»Vores forretningsmodel forbliver fortsat solid, og vi har en meget stærk balance uden nettogæld,« siger han.

Haldor Topsøe fik ny direktør i juni, da Bjerne S. Clausen vinkede farvel efter 40 år i virksomheden. Valget af ny direktør faldt på hollandske Roeland Baan, der kom fra en stilling som topchef i den børsnoterede finske stålvirksomhed Outukumpu.

Haldor Topsøe tjener penge på at fremstille løsninger til den kemiske industri, og selskabet beskæftiger over 2.000 ansatte.

Artiklens emner
Haldor Topsøe