Fortsæt til indhold

Matas har fremgang over hele linjen

Omsætningen landede på 947 mio. kr. og overskuddet efter skat på næsten 47 mio. kr.

Erhverv

Coronakrisen har medført øget efterspørgsel på sundheds- og plejeprodukter, og det mærkede detailkæden Matas i sit regnskab for første kvartal af regnskabsåret 2020/21.

Omsætningen steg med 8,1 pct. i forhold til samme periode året før, mens indtjeningen gik frem med knap 7 pct. på trods af øgede udgifter til at sikre kunderne og de ansatte.

»Det så sort ud i slutningen af marts, men vi valgte sammen med vores partnere at sætte alle sejl til for at skabe et lynhurtigt comeback. Salget kom hurtigt igen, og kunderne vendte i stor stil tilbage til de fysiske butikker, da samfundet genåbnede,« siger administrerende direktør i Matas A/S Gregers Wedell-Wedellsborg i en kommentar til kvartalstallene.

Selv om Matas kun er et enkelt kvartal inde i sit nye regnskabsår, kommer koncernen alligevel med finansielle forventninger til hele regnskabsåret 2020/21.

Matas forventer en omsætningsstigning på 6 pct. og en driftsmarginal på omkring 18 pct. for 2020/21. Men man advarer også mod, at det kan ændre sig.

»Forventningerne tager ikke højde for effekterne af en eventuel anden bølge af COVID-19 pandemien eller en markant ændret forbrugeradfærd som følge af eksempelvis en recession i anden halvdel af regnskabsåret. Endvidere er det ledelsens vurdering, at salget i juni, juli og første halvdel af august var positivt påvirket af det lave niveau af udenlandsk rejseaktivitet hos danskerne over sommeren,« skriver Matas i kvartalsrapporten.

Matas har i den grad mærket et løft i salget på nettet under coronakrisen.

Online-salget gennem matas.dk steg med 216 pct., og sammen med en stigning i online-salget fra Firtal, stod nettet for 25,5 pct. af kvartalets omsætning hos koncernen.

I det tilsvarende kvartal året før lå nettets andel af det samlede salg på 10,9 pct.

Omsætningen i kvartalet blev på 947 mio. kr. mod 876 mio. kr. året før i samme kvartal.

Driftsoverskuddet før særlige poster landede på 173 mio. kr. mod 163 mio. kr., og det justerede overskud efter skat landede på 67,4 mio. kr. mod 66 mio. kr.

»Kvartalet satte en tyk streg under Matas’ samfundsrolle i en sundhedskrise, og blåstemplede samtidig vores strategi om at blive kundernes førstevalg både på nettet og i de fysiske butikker,« siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Artiklens emner
Matas