Apple når milepæl: Markedsværdien runder 2.000 mia. dollars
Som det blot andet selskab i verden har den amerikanske techgigant nået en bemærkelsesværdig milepæl.
Apple har som det første amerikanske børsnoterede selskab nået en markedsværdi på 2.000 mia. dollars.
Det sker godt to år efter, at techgiganten ramte en markedsværdi på 1.000 mia. dollars.
Milepælen blev nået, da aktien nåede en kurs på 467,84 dollars i onsdagens morgenhandel på børsen i New York, USA, skriver Financial Times.
Den første virksomhed til at nå en markedsværdi på 2.000 mia. dollars (ca. 12.500 mia. kr.) var det saudiske olieselskab Saudi Aramco. Det skete i december sidste år, efter at en lille del af virksomhedens aktier blev børsnoteret.
Efterfølgende er Saudi Aramcos værdi faldet til niveauet 1.800 mia. dollars, og den blev overhalet af Apple i sidste måned.
Trods coronakrise og lukkede butikker er Apples aktiekurs steget mere end 50 pct. i år. Markedsværdien overgår det næststørste amerikanske selskab, Amazon, med mere end 300 mia. dollars.
Sidst på måneden laver Apple et aktiesplit, hvor hver aktie veksles til fire nye aktier. Det får prisen til at falde og vil gøre den mere overkommelig at investere i for almindelige investorer, skriver CNN Business.



